Historier fra folk, som er blevet raske (eller næsten raske) efter et HR-forløb i mindst nogle måneder

 

Oversigt:

29-årig mand næsten rask efter 10 måneders hjernerystelse, skriver i oktober 2007, siden helt rask:

Jeg skriver til jer, da jeg har været ramt af en alvorlig HR efter et brutalt overfald. Har ligget som en ”grøntsag” i 7 måneder, men på mirakuløs vis sidder jeg i dag og passer mit arbejde og lave de ting jeg har lyst til. Dog er der få dage, hvor jeg lige skal hvile lidt om aftenen, men ellers ok.

Det har været den hårdeste tid i mit liv og det mest katastrofale, jeg har været udsat for. Derefter havde jeg et stort behov for at få information om hvad HR egentlig var, i hvilke grader det var, hvad måtte man og omvendt – og vigtigst af alt, blev jeg ”normal” igen.

Som patient med HR fandt jeg hurtigt ud af at HR-emnet var meget lidt udbredt – selv blandt læger, hvilket var meget foruroligende, da jeg tænkte på det hele tiden og havde 1.000 af spørgsmål.

Da jeg endelig kunne sidde ved min PC, fandt jeg denne hjemmeside, hvilket har hjulpet mig på mange måder. Jeg ville ønske at hjemmesiden var mere kendt, så flere patienter og læger kunne få gavn af denne.

Her er mit forløb:

Starten på mit mareridt
Det hele startede den 18. november 2006, hvor jeg afholdt julefrokost for personale/kollegaer og familie.

Under vores julefrokost var der en masse unge mellem 18-27 år (ca. 20 personer) der løbende chikanerede vores julefrokost og personale, når de var udenfor at trække lidt frisk luft. Det hele ender med at vi ringer til politiet og får dem skræmt væk, så vi kan fortsætte vores hyggelige stemning.

Den korte version er, at jeg senere på aftenen ikke så langt fra vores bygning bliver overfaldet af nogle af dem, som var blevet smidt væk. Det ender med at jeg bliver slået i hovedet og falder ned og rammer med mit hoved på brosten. Mens jeg ligger ned, sidder den primære overfaldsmand på mig og slår mig i hovedet, mens jeg ligger direkte på brostenene med hovedet – her bliver jeg mindre bevidstløs. Efter adskillige slag i hovedet rejser den primære overfaldsmand sig fra mig, da jeg ligger helt stille. Han bakker væk fra mig og står et godt stykke fra mig og venter. Han venter på at jeg skal komme lidt til mig selv, hvor jeg ligger mig om på maven og prøve at rejse mig. I det øjeblik jeg prøver at rejse mig, kigger jeg op og ser han kommer løbende og sparker mig direkte i hovedet – herefter er jeg bevidstløs.

Jeg kommer mere til mig selv på skadestuen på Odense Universitets Hospital med ondt i kroppen og føler en bombe er sprunget i mit hoved. Desværre måtte man ikke give mig smertestillende, så min krop gik i spasmer. Mit hoved er ”ommøbleret” og ingen ved, hvor galt det er før jeg har været til scanning. Før scanning begynder min korttidshukommelse at svigte og jeg frygter en blødning i hjernen. Heldigvis var der ingen blødning i hjernen, men store hævelser i hovedet der var årsagen til min situation. Udover min HR som var den værste, slap mine tænder og øjne, men fik en knust næse og roteret hals/nakke hvirvler.

Efter et langt ophold på Hospitalet – og min korttidshukommelse som heldigvis kom igen, måtte jeg komme hjem og ligge. Grundet min tilstand, sover jeg på dette tidspunkt ca. 85 % af døgnet og ligger stort set ned hele tiden. Jeg hverken måtte eller kunne noget – var kort sagt en grøntsag. Når jeg endelig var vågen kunne jeg kun tænke – tænke på det der skete, spørge mig selv, hvorfor nogen mennesker er så psykopatiske og den vigtigste tanke: bliver jeg nogensinde rask igen. Tv, læsning, PC eller noget som helst var ikke muligt – jeg kunne kun ligge og tænke, når jeg var vågen. Havde det ikke været for min kæreste og vores hund, var jeg blevet sindssyg af at ligge så meget – også det at jeg på daværende tidspunkt ikke kunne tage vare på mig selv 100 %.

Grundet min HR, var mine symptomer:

• Kunne ikke stå eller gå

• Kunne ikke tåle lys eller høje lyde

• Var konstant træt

• Følte der blev kastet mursten på mit hoved hele tiden

• Voldsomt tung i hovedet og øjne

• Koncentrationsbesvær

• Træthed

• Var svimmel og kunne ikke fokusere

• Havde kvalme og absolut ingen appetit

At ligge ned og have det sådan var et direkte mareridt. Specielt fordi jeg før overfaldet var en aktiv person, med masser af sport, egen virksomhed og normalt fuld fart frem i dagligdagen – dette var bare ikke mig, men jeg kunne intet gøre.

Min tanke om jeg nogensinde blev rask igen, blev ved med at komme igen og igen og igen. Det påvirkede mig psykisk.

Mødet med lægen/erne (2 måneder)
Efter et par måneder hjemme, kunne jeg begynde at blive kørt til en læge og andre specialister – jeg ville jo gerne have nogle svar. Og vigtigst af alt: om der var nogen der kunne fortælle mig om jeg blev rask igen. I den lange periode har jeg ligget og ventet på at kunne være i stand til at blive kørt til en læge for at få svar. Men mit møde med lægen og specialisterne var ikke en succes – tværtimod. Ingen kunne forklare mig ret meget, komme med præcise forklaringer eller rådgivning. Det eneste alle kunne sige var, at jeg skulle forholde mig i ro og se tiden an. Det er ikke nemt, når man absolut vil have svar og ikke ejer skyggen af tålmodighed.

Efter de mange konsultationer, var jeg blevet frustreret og rigtig ked af det – hvad nu?

De få minutter træning foran pc og tv (3-4 måned)
Mellem 3-4 måned er jeg stadig sengeliggende og med meget lidt bedring – alt for lidt. Jeg beslutter mig for at teste mig selv med få minutters træning ved min pc og tv. Tiden ved min pc brugte jeg på at finde svar om HR, da der tilsyneladende ikke er nogen i Danmark, der ved ret meget om dette emne 

Helt tilfældigt via Google, fandt jeg www.hjernerystelse.dk. Efter at have set nærmere på siden kunne jeg jo se, at jeg ikke var den eneste. At der var personer der kunne rådgive en, for de havde været / er i ”samme båd” samt læse deres historier. Hjemmesiden gav mig fornyede kræfter og livsmod på, at det hele nok skal gå – der var jo lidt sandsynlighed for at komme ovenpå igen. Hjemmesiden var den eneste information, jeg har kunnet finde i Danmark omkring HR, som virkelig kunne bruges til noget.

Det positive sind (5-6 måned)
Efter at have været på hjemmesiden flere gange, når jeg trænede mit hoved, fik jeg mere og mere at tænke over, når jeg ikke lå og sov – tænkte på en køreplan med mit liv, situation og målsætning.

I denne periode sov jeg mindre og jeg kunne begynde at gå ture – ture som jeg nød, for det var min største bedrift i mange måneder – og så frisk luft. Jeg gik 3 ture om dagen der varede mellem 10-20 min. pr. tur.

De var blevet en del af mit daglige program. Udover de dejlige gåture, ville jeg leve sundt. Jeg spiste sundt og tog vitaminpiller. Min egen overbevisning var, at min krop skulle være stærk og have de rigtige ting at arbejde med.

Oven i alt dette, lovede jeg mig selv at være positiv og optimistisk. For når jeg var ked af det, tænkte og de mange triste ting, fik jeg endnu mere ondt i hovedet. Derfor ville jeg være positiv i mit tankesæt så godt jeg kunne – jeg VILLE blive rask og kunne føre et normalt liv igen.

Vand gør godt (6-7 måned)
Vand gjorde mig godt på mange måder. Med min HR drak jeg vand – rigtig meget – jeg følte at det gjorde noget godt på mig, så jeg gjorde det.

Derudover var jeg begyndt at svømme i en svømmehal to gange om ugen i max 20 minutter pr. gang.

At komme i vand med sin krop og hoved virkede vidunderligt. Dog var jeg lidt ekstra svimmel de første gange, når jeg kom op, men det dæmpede sig igen, når jeg lige hvilede mig en lille time. Bare det at kunne lave noget fysisk, føltes som elektricitet i hele kroppen og at den gjorde mig stærkere for at kæmpe mig op fra HR’en.

Kort tid efter begyndte jeg langsomt styrketræning på meget meget lavt blus – det var hårdt og lidt ubehageligt i starten, men det vidste sig at være godt for mig i sidste ende.

Det skal siges at ved min 6-7. måned begyndte jeg først at mærke lidt fremgang, både i hovedet og de ting jeg var i stand til. Jeg havde jo på dette tidspunkt været sengeliggende i ca. 6 måneder. I hele min periode har jeg ikke taget smertestillende, for jeg ville kunne føle på min krop og hoved, hvor meget eller lidt belastet det var og hvad jeg kunne tåle.

Mit arbejde og mit gennembrud med min HR (7-8 måneder)
Jeg har været selvstændig i ca. 8 år og det passede mig naturligvis ikke at ligge ned i så lang tid. Men intet kunne gøres – jeg var jo ikke i stand til noget som helst – end ikke seriøse samtaler over telefonen.

Jeg startede op med få timers arbejde om ugen og helt lette og ikke særlig krævende opgaver. Uanset hvad jeg lavede, så følte jeg mig levende igen – at jeg havde en betydning og kunne gøre noget. Følelsen af at gå ind på mit kontor første gang og hilse på mine kollegaer var for mit vedkommende et følsomt - men også vigtigt - øjeblik. At kunne begynde at lave normale ting igen, var en del af min plan med mig selv og arbejdet med mig selv.

Efter at arbejde få timer om ugen og langsomt øge min tid på arbejde, skete der noget. Jeg kunne mærke på mig selv at jeg var blevet mere frisk og nogle af mine bivirkninger var forsvundet eller blevet meget mindre. Jeg kunne magte flere ting og til sidst endda et par møder, hvor samtalerne er koncentreret.

Mit gennembrud til det bedre med min HR var sket og jeg havde det godt trods mine omstændigheder – nu troede jeg for alvor på et normalt liv igen.

Min situation i dag oktober 2007
Jeg er i den situation nu, at jeg er så heldig at kunne føre et normalt liv igen. Samliv med kæresten og vennerne, festerne, arbejde, træning – alt som jeg kunne før.

Med mit arbejde står jeg op kl. 06.00 hver morgen og er hjemme ca. kl. 17.00. Jeg kan arbejde normal tid på arbejde, men det hænder, at hvis jeg er presset og stresset, så er det noget, der ”trigger” min HR og jeg får behov for at sove. Når jeg får det sådan, skal jeg sove og vågne, når jeg vågner – ikke noget vækkeur. Herefter er jeg ok igen. Så mit liv er normalt, men der kan komme en gang imellem, hvor jeg skal ligge mig – det er tydeligt, at det hjælper at sove og så er jeg klar igen.

Jeg har haft HR i svær grad i samlet 8 måneder, men nu vil jeg betragte mig selv som 90 % i orden igen og håber naturligvis på de resterende 10 % kommer med i mit liv. 

At sætte sig nogle mål og arbejde med sig selv, gøre kroppen stærk ved at være sund og være positiv – det har været en god indflydelse på min situation. Derudover er jeg af naturlige årsager drevet meget af mit arbejde og jeg er sikker på at det har haft en stor indflydelse på min fremgang i sidste ende.

Behovet for information som HR ramt, har været utrolig vigtig for mig. Derfor vil jeg dele min historie med andre der er HR ramte, så I også kan se at det kan gå til det bedre trods alt det man har været igennem.

Held og lykke fremover !

 

30-årig kvinde stort set rask efter 10 måneders hjernerystelse, skriver i oktober 2007

Efter 2 måneders hjernerystelse
Jeg fik hjernerystelse den 9. december 2006. En buschauffør, der kørte på siden af mig, ville vige for en anden bilist, overså desværre lille mig på cyklen og trak pludselig ind foran mig på vejen. Og dér sagde jeg så hej til kantstenen og farvel til en livlig hverdag. Øv.

Det går fremad, men jeg er ikke startet på arbejde endnu. Denne skrivelse bliver også skrevet med solbriller på. Tak for det dejlige råd :-)

Jeg har netop givet hjemmesiden videre til 2 andre, som jeg via arbejde og venners venner har hørt er i samme situation som mig. Ingen af dem kendte til siden, og de har haft hjernerystelse i henholdsvis ½ og 1 år med fortsatte mén og nedsat arbejdstid, så denne side må også lige være noget for dem. Øv, jeg var slet ikke klar over, at det tog så lang tid at komme sig over sådan noget. Kendte slet ikke til det, før jeg pludselig var i det. Men jeg vænner mig vel efterhånden til det ...or not?

Et par dage senere
Jeg skal netop ud på mit arbejde i dag og snakke med min leder om min opstart. Jeg har i den forgangne uge været på besøg på skolen nogle gange (jeg er lærer) for at snakke med ledelsen og besøge mine klasser. Det har været en rigtig god måde at starte det hele op på. Bare sådan gå rundt og snuse lidt til det hele igen og fornemme, hvordan hovedet klarede lyset, lydene (når der ikke var frikvarter!!) og alle indtrykkene igen.

Min leder er enormt god til at tage det varsomt med mig, og hun har også selv prøvet at have  hjernerystelse, så der er en forstående vinkel, det er rart. Jeg starter en af de kommende dage med et modul om dagen. I mit skema er der nogle timer, hvor vi er to lærere på i en modtageklasse (med indvandrere), og det er dem, jeg starter med. Så det ikke er mig, der skal forberede undervisningen, og så jeg kan gå, hvis det bliver for meget. Bedre kan jeg ikke ønske mig det. I næste uge er der vinterferie, så da får jeg en pause efter opstarten, og ugen efter er ikke aftalt endnu, men jeg tror den fortsætter som i denne uge.

Det lyder som en rigtig godt forberedt opstart! Tillykke med det. Et hit med en leder, som selv har prøvet at have hjernerystelse. Har du ørepropper? Jeg forestiller mig at det er rart at have på sig, hvis pludselig en flok larmende børn ikke er til at holde ud at høre på ...

Ja, ørepropperne har været mit ”værn” mod omverdenen fra dag ét, da lydfølsomheden hele tiden har været mit største problem i det her. Så ja tak, de er med på arbejde.

 

Efter 3 måneders hjernerystelse
Jeg synes alt i alt, at det går godt med at starte op. Jeg kan ikke komme udenom flere korte hovedpiner i løbet af tiden derude. Og jeg sover også altid nogle timer, når jeg kommer hjem, men så er jeg også rimelig på højkant bagefter. Det føles ikke som "for meget" - endnu i hvert fald. Jeg
lærer dog noget nyt hver uge i forhold til hvordan jeg kan strukturere min dag, så jeg har det bedre, når jeg kommer hjem. Fra nu af hedder det ”ingen opholden på lærerværelset i pauserne”, men i et andet rum HELT for mig selv. Selvom det er svært at vælge den sociale side af sit arbejde fra, endda efter så mange uger væk. Jævnfør de råd I giver på jeres hjemmeside, opdagede jeg nemlig i sidste uge, hvor stor en lise det er at være alene i bare 10 minutter, hvor man kan tillade sig at ligge overkroppen ind over bordet, slappe fuldstændig af og tage et  "powernap". Tak for det :-)

En stor, stor del af æren for min okay opstart skal min ledelse have. Sammen med min læge ligger de simpelthen nr.1 på "hitlisten" over baggrunden for mit humør i den her tid. I en for mig totalt ny verden, at være syg og endda i længere tid. Det er SÅ dejligt med den opbakning.

Jeg har i to uger været på arbejde 4 dage om ugen med 2 timers undervisning om dagen. De udvalgte lektioner er mine normale dobbeltlærertimer (vi er to lærere på). Derudover er min vikar stadig med i disse timer, og hun står for planlægningen og gennemførelsen af undervisningen, så jeg egentlig bare er der.

Alt dette var min ledelses udspil til en mulig måde at starte op på, og den greb jeg med det samme. Siden har de ikke kommet til mig, "opsøgt mig", og det er jeg glad for. For så tror jeg, at jeg ville have følt det som om, de presser mig til at tage næste skridt. Det er mig selv, der har opsøgt dem,
det er en dejlig måde.

Da der var gået en uge med denne form, spurgte jeg forsigtigt, om jeg kunne beholde vikaren med i den følgende uge også. Selvom jeg ved, at det økonomisk jo koster skolen med dobbeltbemanding. Der var kun positiv respons. Min leder sagde; "Det handler om, at du får en god start, og det økonomiske skal du ikke tænke på i den situation. Jeg véd også, at du nok skal være der, når du kan trappe op". Og ja, det er selvfølgelig fordelen for mig også, det ved jeg, at jeg har været på arbejdspladsen i knap 4 år, og at de derudfra kender min arbejdsindsats og -flid.

Det er desuden et kæmpe held, at jeg i år har timer i en modtageklasse (indvandrerbørn), hvor klassen max. rummer 12 elever. For tiden er der 10 elever. I dobbeltlærertimerne deler vi eleverne i to hold og to rum. Dvs. jeg er sammen med vikaren om ca. 6 elever. Dét priser jeg mig lykkelig over. Havde det været en normalklasse med 25 elever, havde jeg for længst måttet overgive mig, lave en retræte, og vifte med det hvide "I surrender" - flag.

I fredags gik jeg så igen til ledelsen for at vende næste uges forløb med dem. Jeg sagde, at jeg egentlig gerne selv ville køre undervisningen i de pågældende timer nu, men at det var svært for mig at forudsige, om tidspunktet og formen var den rigtige. Om de kunne hjælpe mig med idéer og
råd til det. Hertil svarede de; "Det må du gerne, men vi kan også sige, at du står for undervisningen hveranden dag eller at du trapper ned igen enten i løbet af ugen eller ugen efter, hvis du fornemmer, at det er for hårdt". Da de havde gjort sætningen færdig, var jeg næsten parat til at bukke mig
ned og kysse jorden for deres fødder ;-) Ja jeg fik næsten helt tårer i øjnene - jeg forguder de to mennesker :-)

Jeg synes til gengæld, at det er lidt hårdt at blive konfronteret med alle de mange daglige henvendelser fra kollegaer, der sikkert i en god mening og af interesse, kommer hen og spørger, hvordan det går mig i opstarten. Pyha, jeg er SÅ led og ked af at skulle forklare min "diffuse" tilstand hele tiden, ikke nemt ... Og at sove ... ja det kunne alle jo have lyst til efter en lang arbejdsdag … men det her er på en anden måde.

"Giv mig dog ro til at udføre mit arbejde" - har jeg indimellem haft lyst til at sige. Når man er rask, er der endda konfrontationer nok i vores arbejde. Hvordan tror de så det er at passe sit job, når man stadig er syg!! Nu ser jeg lige tiden an, men ellers skriver jeg nok en fælles mail på vores intranet om, at det er sødt med deres omsorg, men at jeg også snart har brug for ro, når jeg er "på" derude. Og tjaa ... hvad angår den tidsmæssige horisont for helbredelsen af denne sygdom, så blev Rom jo ikke bygget på en dag - så ergo; nej, jeg kan ikke svare, at "jo nu efter 2 uger går det helt fint, og at jeg pludselig oplever fremgang og helbredelse" - nærmere tværtimod ;-)

... Og okay, nu siger mit hoved, at jeg skulle have afrundet mailen for længst. Pludselig havde jeg bare så meget på hjerte. Hvis jeg får de "nykker" igen, må jeg skrive det ned i en dagbog i papirforms i stedet for. For det her fremmer ikke min helbredelse ;-)

 

Efter 4 måneders hjernerystelse
Tak for dine mails. Ja det går stadig fint med arbejdet. Jeg har lige rundet den 5. arbejdsuge, stadig på ca. 10 timer om ugen. De 2 første uger uden egen forberedelse og med vikaren på. De sidste 3 uger har jeg selv stået for timerne. 

For 3 uger siden var jeg ved lægen. Jeg sagde, at timetallet var tilpas. Det vurderede hun også - ud fra hvor meget jeg hvilede, hvor ofte jeg havde hovedpine osv. Jeg var i tvivl om, om jeg skulle trappe op. Hun sagde " Nej det skal være stabilt med de få hovedpiner først. Dit hoved skal finde sig tilpas i dette leje inden. Så du skal forblive på dette timetal ind til påske." Og det har jeg så gjort.

Og hvilken herlig, og fornuftig :-), beslutning hun tog. Jeg har de sidste 1 ½ uge haft det rigtig godt. Jeg har ikke haft hovedpine, medmindre jeg vidste, hvad det kom af - computeren er hitteren, jep ;-). Og jeg har opholdt mig længere og længere tid på skolen efter undervisningen uden de store problemer. Jeg sover nu kun 1-2 timer mere end mit normale leje.

I dag skal jeg til lægen igen. Hun sagde til sidste konsultation, at hun ville se mig igen i denne uge, for at vurdere mit timetal efter påske. Hun er en herlig kvinde. Selv tænker jeg i de positive øjeblikke, at jeg godt kan klare at komme på fuld tid. Men nej, det ønsker jeg vist inderst inde ikke alligevel. For det er sikkert en alt for brat overgang. Og det ved jeg, heldigvis, at hun sikkert også vil sige. Så måske 2/3 arbejdstid og uden fællesmøderne. Sådan tænker jeg nok selv. Bare et par uger forhåbentlig ;-)

 

Efter 5 måneders hjernerystelse
Ja jeg hænger i på arbejdet. Takket være min læge trapper jeg stille og roligt op og ikke i ét stort spring fra 12 timer til fuldtid. Som jeg ellers selv mente ville være okay for nogle uger siden.

Jeg har nu 16 undervisningstimer om ugen og trapper over de næste to måneder op til fuld tid. Det kommer til at være en rigtig fin måde at gøre det på. Og så er det jo snart sommerferie :-)

Min smags- og lugtesans "arbejder" også. Så jeg er ret overbevist om nu, at lægen får ret - at den vender tilbage inden for et halvt til et helt år. Herligt :-)

 

10 måneder efter ulykken
Jeg lovede, at du måtte skrive min historie, når jeg var kommet mig helt over hjernerystelsen. Det er jeg så godt som nu :-D

Jeg kom på fuld tid ca. en måned før sommerferien, næsten nøjagtig ½ år efter ulykken. Det gik fint, men jeg havde jo også hele tiden bufferen i underbevidstheden. At det kun gjaldt en måned, så var det sommerferie. I August startede jeg på fuld tid, og det er gået godt.

Jeg mangler lugte- og smagssansen, men det er en detalje. Det gør jo ikke ondt at have mistet den ;-)  Og jeg er nået til det stadie, at jeg tvivler på, om jeg nogensinde får den igen.

 

32 årig kvinde som har overstået en langvarig hjernerystelse i 2005/2006 skriver i januar 2008:

5 måneders hjernerystelse efter cykelstyrt 30.oct. 2005, Kvinde, 30 år - løber og triathlet. 

 

Hvad lavede jeg inde ulykken?

Jeg er født i 1975 og var da ulykken skete 30 år. Jeg dyrkede løb og triathlon på højt plan og var meget aktiv i min fritid. Jeg trænede nok mellem 10-14 timer ugentlig. Jeg arbejdede på daværende tidspunkt på Suhrs Seminarium som adjunkt og jeg havde lige overstået en periode på 4-5 uger med 30 undervisningstimer ugentligt og var temmelig stresset. Så stresset at jeg glemte koder, ting og ofte gik ind i en forkert opgang uden at opdage det.

 

Cykelstyrt den 30.oktober 2005

Vejret var super dejligt taget i betragtning, at det var sidst i oktober. Jeg havde derfor stadig sommer cykeltøj på. Jeg kørte på MTB´en ud af Hareskovvejen da jeg mødte 3 andre KTK´er (Københavns triathlon klub), der også var på vej til den fælles MTB træning i Hareskoven. Jeg var temmelig godt kørende, super motiveret og opsat for at træne til VM lang duathlon i Maj 2006.

 

Da vi kom til syvvejen i Hareskoven – en grussti, nok 5-10 min kørsel fra mødested skete styrtet. Jeg husker intet før der kommer en ambulance og hentede mig. Det eneste jeg i første omgang tænker på er om min cykel er okay. De andre fortæller mig efterfølgende, at jeg har været bevidstløs og nok haft en periode på omkring 30 minutter – hvilket jeg intet husker fra - jeg spurgte flere gange, hvor jeg var og hvem de andre var. Jeg får efterfølgende fortalt, at der nok har været en gren eller lignende, der blokeret mit forhjul så jeg og cyklen roterede rundt i luften og endeligt landet på min højre del af ansigtet.

 

Skadestuen

På skadestuen (Herlev Hospital) var der temmelig kaos. Jeg havde fået en krave om halsen i ambulancen, da de var bange for, at jeg havde brækket nakken. Jeg fortalte lægerne, at jeg ikke havde brækket noget - måske noget man kan fornemme? Efter lang tids venten blev jeg endelig kørt til røntgen med det resultat, at de gav mig ret i, at jeg ikke havde brækket noget.

 

Jeg blev derefter sendt hjem uden nogen læge eller sygeplejerske nævner ordet hjernerystelse. Selvom jeg er uddannet humanbiolog var det helle ikke noget, som jeg selv tænkte på kunne være hent mig. Efterfølgende er jeg blevet fortalt, at det er normal procedure, at patienter der har slået hovedet ligger til observation. Det skete DESVÆRRE ikke for mig.

 

De første par uger

De efterfølgende 3 dage så jeg farlig ud i ansigtet og arbejdede derfor hjemmefra - sad altså hele dagen foran min PC. Da jeg var meget opsat på at træne mod VM duathlon maj 2006 kunne et lille styrt ikke stoppe træningen. Jeg trænede derfor videre og nået op på 6 timer den første uge og 4 timer ugen efter.

 

En uge efter styrtet oplevede jeg pludselig, at jeg fik kvalme og lidt ubehag efter træning (havde ingen symptomer før da). Jeg blev straks mistænksom og tjekke på nettet, hvad det mon kunne være. Jeg tænkte det går nok over i morgen, jeg plejer jo ikke at være syg.

 

På arbejdet oplevede jeg også, at det ind i mellem føltes som om det ”sejlede” inde i hoved og at jeg havde svært ved at koncentrere mig. En af mine kollegaer, som tidligere selv har haft hjernerystelse, sendte mig hjem med beskeden om, at jeg skulle gå til lægen med det samme - det gjorde jeg!

 

Min læge havde ikke meget viden om hjernerystelse kan jeg nu se efterfølgende. For hun sagde, at det nok skulle blive godt igen inden for et par uger, hvis bare jeg kunne få nogle af mine kollegaer til at hjælpe mig lidt på jobbet. Jeg tog den så lidt med ro et par uger og blev hjemme fra arbejde. Jeg synes egentlig kun min svimmelhed og hovedpine blev værre og værre. Selv det at gå udenfor i lys og blandt mennesker var uoverskueligt og ubehageligt.

 

Det følgende forløb

Efter et par uger var jeg så til læge igen for at fortælle, at jeg ikke havde fået det bedre. Hun sendte mig derefter til en neurolog.

Neurologen tjekkede alle min reflekser og de var okay…så der var ingen mistanke om blødninger i hjernen. Han forklarede mig, at det altid var aktive personer som mig der fik hjernerystelse og at vi havde svært ved at holde os i ro. Han forklarede jeg skulle gøre alt i det små og prøve kun at nå til 80% af, hvad jeg max kunne klare af socialkontakt og andre indtryk. For jo mere man overanstrengte hoved, jo længere tid går der før man bliver frisk.

Jeg lavede derfor en regel om, at jeg måtte være social ca. 45 min dagligt og kun snakke med min kæreste i begrænset perioder ad gangen. Det føltes ind imellem som om, at jeg havde en pil igennem hoved når jeg snakkede og lyttede for meget. Der var ingen pc, bøger, motion eller fjernsyn, men jeg hørte ca. 1 times lydbøger om dagen. Jeg har heldigvis en dejlig kæreste, der tog sig af alt det praktiske med madlavning og indkøb.

Efter nogle måneder gik det lidt fremad. Her var det omkring jul og jeg havde håbet på, at jeg var frisk efter jul, da det jo nu gik fremad. Men sådan skulle det ikke være. En dag jeg havde min søster på besøg i alt for lang tid (omkring 3 timer) var alt fremgangen pludselig væk - alle smerter og symptomer var igen som ved staten. Så det var forfra igen.

Det var mega hårdt med tilbagegangen og jeg blev nok efter denne oplevelse med hysterisk omkring, hvad jeg kunne klare og lyttede nok mere til diverse signaler i min krop end godt var.

Efter jul var jeg endnu ikke blevet frisk og ville derfor prøve noget nyt. Jeg startede hos en kiropraktor, da jeg var meget stiv i nakken. Her gik jeg i starten 3 gange ugentlig - selvom det var temmelig uoverskueligt, at komme ud af døren. Efter noget tid med behandling og selvbehandling med is på nakken var nakken mere løs og noget af spændingshovedpinen gik efterfølgende væk (I dag går jeg stadig hos min kiropraktor, sådan ca. hver 3 måned).

Selvom det hjalp med kiropraktor behandlingen var det ikke noget, som jeg blev opfordret til fra hverken læger eller neurologer. Min neurolog frarådet det ikke, men kom dog heller ikke med en anbefaling af, at prøve denne behandlingsform.

 

Post traumatisk stress

I starten af marts - efter 4 måneder i sengen - begyndte min hovedpine at blive mindre og jeg følte mig mere frisk. Jeg får i denne periode pludselig nogle andre symptomer, hvor jeg kunne mærke, at det rystede i hele min krop uden man kunne se det. Desuden fik jeg angstanfald, hvor jeg troede, at jeg var ved at blive lam. Min neurolog fortalte, at det var typiske symptomer på diagnosen Post-Traumatisk Stress, som mange med længerevarende hjernerystelse forløb får. Jeg blev derfor anbefalet, at tage anti-depressiv medicin, hvilket jeg afstod, da jeg er meget i mod at tage medicin. Jeg har heller ikke på noget tidspunkt taget hovedpinepiller i forløbet. Jeg var i stedet til psykolog et par gange, men synes pludselig det blev for meget med alt den behandling, jeg ville hellere til at leve livet normalt igen.

Blev overbevidst om, at symptomerne fra hjernerystelsen var næsten væk og de sidste symptomer i stedet kom fra post-traumatisk stress. Jeg besluttede derfor, at jeg ville prøve at leve igen - læse, snakke, være social og træne lidt igen. Jeg gik meget langsomt frem og var hele tiden opmærksom på, om der kom tilbagefald.

 

Start på livet igen 1. april (5 måneder efter ulykken).

Jeg startede stille og roligt med at leve normalt igen. I hele april måned forsøgte jeg træne lidt igen, læse mere og mere - startede med en enkelt side og øgede efterhånden. Det sociale startede med 1 time og blev efterhånden øgede - her handler det om, at man selv siger fra og selv går hjem fra sociale arrangementer når man har fået nok og inden man er blevet alt for træt.

I maj måned startede jeg på job igen - et par timer om dagen, som jeg efterhånden øget til flere timer. Hele juli havde jeg sommerferie og startede igen på fuld tid i august.

Det var psykisk hårdt, at komme i gang igen, men også dejligt. Jeg var meget motiveret for at leve igen og kom egentlig meget hurtigt op på et rimeligt niveau - både med at læse og træne. Jeg kom endda fysisk hurtigt tilbage på same niveau som tidligere.

Det var en forfærdelig oplevelse, at være ”spærret” inden i sit eget hjem i ca. 5 måneder – med begrænset social kontakt, oplevelser og aktiviteter. Heldigvis glemmer man hurtigt det man har været igennem, men det skal bearbejdes og man skal have nogle oplevelser - ferie, fysisk aktivitet og social samvær. Man skal mærke, at man er normal igen og kan det samme som før.

Det har cirka taget et år før jeg var helt psykisk ovenpå igen - altså maj 2006.

 

Status nu 2½ år efter ulykken.

Hvordan har jeg det så nu ca. 2½ år efter ulykken?

Både psykisk og fysisk er jeg igen helt ovenpå. Jeg har fået et super godt job i en Medicinal virksomhed, hvor jeg pt. arbejder med overvågning af bivirkninger på fuldtid - noget mindre stress-fuldt. Måske er det efter sådan en oplevelse også dejligt at starte på noget nyt – også selvom ens kollegaer og arbejdsplads her været en kæmpe støtte og venlige mod en under hele sygdomsforløbet.

På den private front har jeg en lille baby på 17 uger inden i maven og glæder mig til den kommende tid. Jeg træner stadig også en del, ca. 7 timers løb, spinning, svømning og styrketræning ugentlig. Jeg træner med lidt lavere intensitet og ca. halv så meget som før jeg blev gravid. Jeg har ingen problemer andet end skader i benene ind i mellem, som intet har med mit hoved at gøre.

Når jeg ind i mellem oplever, at jeg får hovedpine, bliver jeg lidt mere bekymret, da det mindre mig om den gang jeg havde hjernerystelse.

 

Mine råd

·        Tag den meget med ro, lyt ikke til andre end dig selv.

·        Undgå at provokere symptomerne.

·        Tag ikke smertestillende, da det forhindrer dig at lytte til symptomerne.

·        Få venner, kæreste eller familie til at hjælpe med alt det huslige.

·        Lån lydbøger på biblioteket.

·        Være meget tålmodig og hold ud selvom det er hårdt (jeg har grædt mange tårer).

·        HUSK - du skal nok blive rask igen.

 

 

 

33 årig mand, ca 5 måneder siden hjernerystelse, skriver i maj 2006

I skal have tak for et virkeligt godt og sobert site for hjernerystelser, som jeg ville ønske, jeg havde fået øje på for nogle måneder siden, hvor jeg havde markante symptomer i en lang periode.

Mine egne erfaringer er, at den meget langsomme helingsproces sammenholdt med usikkerheden omkring diagnosen virkede enormt frustrerende.

En forslag til sitet baseret på mine egne oplevelser er under symptomer, hvor jeg ofte havde kraftig hjertebanken (som ikke skyldtes væskemangel). I øvrigt vekslede symptomerne ofte flere gange om dagen, sådan at en dag fx godt kunne indeholde svimmelhed, træthed og kvalme.

Fysioterapi bevirkede et markant ryk fremad for mig, således at svimmelhed, hovedpine mv. aftog kraftigt. Jeg er klar over, at fysioterapi ikke altid har god effekt, men det bør forsøges. Nogle praktiserende læger glemmer denne mulighed, som i et vist omfang er dækket af sygesikringen, samt evt. private forsikringer.

Jeg har haft symptomer i ca. 4½ måned. Jeg er ikke blevet helt rask, men symptomerne er nu aftaget så meget, at jeg for ca. 14 dage siden genoptog mit arbejde på fuldtid. Jeg modtager i øvrigt stadig fysioterapi.

I de første 2 måneder havde jeg det konstant skidt, dvs. kvalme, utilpashed, hovedpine, svimmelhed, træthed og kraftigt koncentrationsbesvær. Jeg var dog i stand til at foretage indkøb, lettere madlavning og gå en tur ca. hver dag, men undgik helst sociale arrangementer. Det blev meget langsomt bedre og tog et afgørende ryk, da jeg fik fysioterapi første gang ca. et par måneder efter. Derefter havde jeg det - i ca. 1 måned - ok om morgenen og så længe jeg holdt mig fra aktiviteter. Symptomerne kom, hvis jeg så fjernsyn eller kom til at læse lidt avis el.lign.

Jeg startede derefter på at arbejde ca. 1 time om dagen og øgede langsomt arbejdstiden. Det skal dog siges, at jeg de første 3 uger, stort set kun var på arbejde med henblik på at bevare den sociale kontakt, da jeg ikke var i stand til at koncentrere mig uden at få følgesmerter.

Det skal også siges, at jeg de første par uger efter pådragelse af hjernerystelsen forsøgte at gå på arbejde igen og blev 2-3 gange sat kraftigt tilbage. Set i bakspejlet var jeg på ingen måde klar til at arbejde, men det var som om jeg kunne bide smerten i mig og ”tage skraldet” bagefter.

Ellers synes jeg, at symptomerne har været jævnt aftagende, dog med meget skiftende symptomer dag for dag. Symptomerne er der stadig, men opleves meget mere overkommelige i forhold til hvad jeg har oplevet tidligere. Jeg formoder, at nogle af symptomerne skyldes spændinger, bl.a. pga. det lave aktivitetsniveau, mens nogle symptomer nok skyldes selve hjernerystelsen.

Jeg kan kun opfordre andre til at få fysioterapi hurtigt, fordi en del af symptomerne evt. kan relateres til spændinger i ryg, nakke og hoved.

Opdatering 5 måneder senere:

Hej igen. Endnu engang har jeg kun ros til overs til din/jeres hjemmeside. Den er virkelig godt skruet sammen. Og så man må sige, at den har været stærkt savnet ude i cyberspace (men det antyder I jo også).

Herfra kan siges, at jeg næsten er tilbage på fuld kraft, men må erkende at der stadig er dage, hvor jeg bliver mindet om, at det ikke er helt ovre. Men det er jo ingenting i forhold til, hvordan jeg tidligere har haft det. Jeg stoppede med fysioterapi for godt en måned siden og begyndte i stedet med nogle små løbeture for at løsne op i nakke/ryg (og for ikke at blive alt for slatten:)). Har nu jævnligt løbet en måneds tid og føler at en del af nakkespændingerne er forsvundet.