Erfaringsudveksling om

følger af hjernerystelse

Få læst teksten op:
Download program her

Hvis du lige har fået hjernerystelse klik her. Ellers handler denne hjemmeside om hjernerystelse, som tager mere end 3 måneder (forkortes her: HR). Det kaldes også post commotionelt syndrom / post kommotio, senfølger efter hjernerystelse / commotio cerebri seqv. eller hovedtraume. Nogle piskesmældsramte har også fået hjernerystelse.

Min kollega og jeg fik hjernerystelser med fire måneders mellemrum i 2005. Jeg startede hjemmesiden, fordi vi undrede os over, at det var så svært at få grundige informationer om langvarig hjernerystelse, og fordi vi savnede at høre fra andre, som havde erfaring med tilstanden. Nu har jeg møjsommeligt indsamlet viden, og vil gerne give det videre - se Vejledning og Viden. Informationen her er også baseret på input fra andre hjernerystelsesramte, som har henvendt sig til denne hjemmeside, siden den startede i 2005. Her er også en samling af personlige fortællinger om sygeforløb under Historier.

Hjemmesiden er senest opdateret juli 2010.

/Therese, København

Klik her for at se animation af hvad der sker med hjernen, når man slår hovedet

Beskrivelse til pårørende og andre, som ikke selv har haft hjernerystelse :

Der er meget forskel på sygeforløbene. I de middelsvære og svære tilfælde laver det meget om på ens liv og omfatter ofte lange sygemeldinger. Man står model til:

• Hyppigt er hjernen så uoplagt/kvæstet/baldret/flad at det er ubehageligt at lave noget. Så man må bare hvile hvile hvile. Måske kan tilstanden minde om voldsomme tømmermænd (som jo også er en syg hjerne).

• Man mærker at hjernen ikke har det godt ved en række symptomer: hovedpine, træthed, svimmelhed, kvalme, synsforstyrrelser med mere. Symptomerne svinger. Hvis ikke man altid mærker symptomer, så det meste af tiden. Det er opslidende at plages med i længden. Det tager mange kræfter at udholde.

• Og så kan hjernen tåle mindre: af lys, lyde, stress, alkohol og andre belastninger. Hvis du kender følelsen i hjernen, når du hører en modbydelig lyd som er vildt ubehagelig, så svarer det til lyd- og lysfølsomhed for én med hjernerystelse.

•  Det mest psykisk belastende er dog, at man ikke kan koncentrere sig så længe. Man går nemt 'død’ i det, man er i gang med, og må hvile meget. Det kan sammenlignes med en mobiltelefon med dårligt batteri: når den fungere, kan den næsten alt det, den plejer - men den kan ikke fungere særlig længe og må ofte ligge til opladning. Det er hårdt, fordi det er et tab af frihed.

• Desværre er det sådan, at man relativt let kan overkøre hjernen (=lave mere end den kan tåle). For der er en meget lille margin før end det går galt. Det er ekstra svært, fordi man på grund af trætheden er understimuleret og har trang til at lave mere end hjernen har godt af. Når hjernen er blevet overkørt, så får man det rigtig skidt. Især bagefter. Det er rigtig drilsk, at reaktionen er forsinket. Der er typisk små træthedssignaler, som man som ’normal raske’ ikke behøver at tage sig af, men her skal man pludselig være super-lydhør, og så stoppe op og hvile. Mange gange om dagen.

• Det er nogle helt andre livsvilkår, man pludselig skal indstille sig på. Det er meget begrænsende, at man får 'tæsk' ved at lave helt almindelige ting. Den megen træthed føles virkelig som en indespærring ! Undtagen når smerterne er så voldsomme, så man er ligeglad med alt andet. Man får en dybere forståelse for isolationsfængslede og torturofre - suk.

• Det er hårdt, at ingen kan sige hvor lang tid, det vil tage at blive rask. Og at man ikke kan støtte sig til irreversibel fremgang. Gode perioder og fremgang afløses let af tilbagefald - som kan vare dage, uger eller måneder !

• Det er en ekstra byrde, at andre har svært ved at sætte sig ind i, hvor barskt det er (hvilket er naturligt nok - det tager også den ramte selv noget tid at fatte hvad, der er los). Det er svært at forklare til udenforstående - især hvis de kun ser én, når batteriet er fuldt opladet ! Det er svært, fordi andre derfor nemt har højere forventninger til den ramte, end den ramte kan opfylde.

Man kan være ramt i forskellig grad.
Lige fra:
1) at være totalt sengeliggende, have endeløse hovedpiner, ikke kunne tale mere end to stavelser og hvor lys og lyde er voldsomt irriterende for hjernen - over:
2) at kunne arbejde 3 timer om dagen, men hele tiden må stoppe op, og må bruge meget af dagen på at hvile - til:
3) at kunne leve næsten normalt, men hvor der ikke skal ske meget ud over det sædvanlige, før end hjernen overbelastes og man må ligge i sengen med hovedpine.

Og alle mulige variationer der imellem.

Avis-artikel
Et godt overblik på sagen er beskrevet i en artikel fra januar 2008. Hent pdf-fil her

Se også:

siden 16. september 2006