Erfaringer med neurolog

Ligesom der er forskel på læger er der også meget forskel på neurologernes syn på post-commotionelt syndrom (langvarig hjernerystelse). Efterhånden hører jeg om fornuftige neurologer. Jeg har selv været hos tre og har derudover hørt omtale af 5 stykker.

Her er hvad en fornuftig neurolog skrev til én, da hun havde haft hjernerystelse i et år:

"Patienten er informeret om ikke at provokere symptomerne, hverken fagligt, fysisk eller socialt. Men hele tiden lave en aftale med sig selv, før hun går i gang med en aktivitet, om hvor meget og hvor længe, således hun ikke kommer til at provokere symptomerne. Kun på denne måde kan hun få yderligere fremgang, til gengæld vil der også være en god chance for bedring. Det er svært at estimere, hvor lang tid der går."

Mundtligt sagde han noget i retning af "Lyt til dine grænser, find dine regler - og OVERHOLD DEM !!!"

En anden med hjernerystelse i 3 år har skrevet, at hun har været hos samme neurolog:

"Ham har jeg været hos! Ca. ¾ år efter ulykken fik jeg en henvisning til ham fra min egen læge. Jeg fik lige præcis den besked, du beskriver. Når jeg fortalte om mine ”uforståelige” symptomer smilede og nikkede han og sagde, at det er helt normalt, når man har post commotionelt syndrom. Og så sagde han, at ”yngre mennesker er utroligt dårlige til at være ”syge” – de kan lære noget af ældre, som er meget bedre til at acceptere deres svagheder, finde deres grænser og leve efter dem”. Jeg gik derfra meget opløftet og med en klar følelse af, hvad der skulle til for at få det bedre. I årene efter har denne besked om at sætte grænser fysisk, fagligt og socialt været en vigtig læresætning for mig, men det har absolut ikke været nemt, for grænserne flytter sig hele tiden. Han har bestemt fat i det rigtige, og han kan klart anbefales."

Læs hendes historie under 41 årig kvinde med HR i 3 år.

 

 

Synstræning/øjentræning mod samsynsproblemer

Læs også i Vejledningen under Behandling og synstræning

 

30 årig fyr med HR i 3½ år, skriver i januar 2011:

Jeg startede i oktober 2009 til synstræning hos Steen Aalberg (optometrist i Sønderborg) og er stadig igang. Jeg træner hjemme 5 dage om ugen, og kommer nu kun hver 2. måned hos Steen. Sådan et forløb koster 25.000 kr.

Det er et meget, meget hårdt forløb. Jeg synes helt klart, at det er begyndt at virke – især på det seneste har jeg ca. hver måned kunnet mærke, at en ny funktion faldt på plads. Jeg kan efter, jeg er blevet opmærksom på alt det med synet, se ,at alt det der smadrer mig, kan relateres til synet:

• At se tv: Det er jo åbenlyst, at synet bruges her. Er der undertekster, bliver det meget hårdere, og det er jo klart, da det derfor er nødvendigt at fokusere på et lille område, hver gang en linje skal læses. Ser man på hele skærmen uden at læse undertekster åbnes det perifere syn mere, og belastningen ved fokusering mindskes.

• At gå i motionscenter: Efter at være blevet opmærksom på det med synet, kan jeg se, at menneskemængden i centeret betyder ufatteligt meget for, hvor meget jeg kan holde til.

• Se videoer på pc’en – f.eks. på Youtube.com: Det smadrer mig fuldstændig. Hvorfor? Fordi opdateringshastigheden, altså den hastighed hvormed billederne skifter, er vildt langsom. Vi ser det som en jævn bevægelse, men det er i virkeligheden en masse billeder, der skifter, hvorfor øjet skal fokusere vildt mange gange på kort tid.

• Skrive på pc’en: Sidder jeg med min bærbare foran mig med en standardstørrelse på 12, får jeg det dårligt efter 5 min. Ser jeg på en skærm, der er 1 meter væk, vælger størrelse 22 og zoom på 130 %, kan jeg sagtens skrive en halv time. Det er i begge tilfælde det samme, der løber gennem hovedet, hvorfor svaret på forskellen må ligge i synsproblemerne.

• Samtale i længere tid: Sidder man en meter fra en person, man ser i øjnene, skal øjnene drejes meget indad som ved læsning.

Der er selvfølgelig enkelte ting, hvor det ikke åbenlyst er synet, men generelt kan det forklare rigtig meget.

Nu vil jeg ikke ”sælge skindet før bjørnen er skudt” og love, at han gør mig fuldstændig rask, men jeg tror på, at han kan få mig rigtig, rigtig langt. Når jeg kan sige mere om, hvor meget det helt præcist har givet mig, siger jeg selvfølgelig til.
 

---

52 årig kvinde med HR i 3 år - artikel fra bladet "Optikeren"

Da Signe for tre år siden var på ferie i Egypten med sin mand, skete ulykken, der kom til at ændre hendes liv. Hun snublede over et trappetrin i hotellets foyer og knaldede kæben, fra hagen mod højre øre, i marmorgulvet. Hun tog ikke fra med hænderne pga. et kamera hun bar. ”Jeg kunne mærke, at noget ligesom forskubbede sig i mit hoved”, siger Signe. Hun tror umiddelbart efter faldet, at hun er okay, men da hun lidt efter ligger i sengen på sit hotelværelse, bliver hun bekymret. ”Det var som om slaget havde forplantet sig”, siger hun.

Indtrykket af, at Signe på 52 år er en meget viljestærk kvinde, opstår hurtigt i vores samtale. Hun har noget på hjerte.

Dagene efter faldet går uden kvalme eller svimmelhed, og hun fortsætter ferien med sin mand. De kommer hjem tre dage efter ulykken, og Signe vender tilbage til dagligdagen og jobbet som organist. Hun finder hurtigt ud af, at hun slet ikke kan fungere som før. Hendes hørelse har taget alvorligt skade, og hun oplever en ekstrem lydsensibilitet. Korklangen generer hende voldsomt og ligeledes orgelspillet.

Signe bliver hurtigt dårligere og må droppe fjernsyn og al musik. Hun har koncentrationsbesvær, føler sig konfus og kan ikke fokusere. Hun bliver derfor meget hurtigt sygemeldt fra jobbet og begynder nu at mærke et tiltagende voldsomt tryk i hovedet. ”Det var, som om vand ville sprøjte ud af mine ører”.

En måned efter sin sygemelding bliver hun indlagt akut på Vejle Sygehus, hvor hun bliver undersøgt nøje. Undersøgelserne viser ingen tegn på indre blødninger. Lægerne fortæller efterfølgende, at de intet kan stille op. Hun får at vide, at der kan gå år før lidelserne forsvinder – nogle kommer aldrig af med dem.

Signe fungerer dårligere og dårligere i hverdagen og ender med at opsøge sin egen læge, som ikke siger andet, end at hun skal holde sig i ro. Smerterne i hendes hoved forværres, og hun prøver akupunktur. ”Det forværrede kun situationen, så vi måtte stoppe behandlingen”, forklarer Signe.

Hun bliver undersøgt i Vejle endnu engang, men lægerne er stadig på bar bund.

Signe klarer sig igennem de næste fem måneder med troen på, at det nok skal gå. Men da hun tager på tur til København med sin mand, opdager hun, hvor dårlig hun i virkeligheden er blevet. ”Jeg kunne ingenting”, fortæller Signe, ”jeg måtte gå med min mand i hånden og kigge ned i jorden”.

Da de vender hjem går hun i chok. Hun erkender hvordan hendes tilstand er forværret efter ulykken. Hun kan ikke rigtig se længere eller samle noget i hovedet – og hun kan slet ikke koncentrere sig.

”Jeg lå i sengen hele efteråret”, bemærker hun. Da Signe igen ser en speciallæge, får hun at vide, at hun kan blive rask, men håbet brister, da hun i forbindelse med sygemeldingen fra sit job ser en anden læge, der siger, at der intet kan gøres for hende.

Selv om hendes arbejdsgiver holder fast i hende, kommer hun på førtidspension, da hendes arbejdsevne er under 1/3.

Det var en stor omvæltning for Signe. ”Forestil dig, at en bil med seks gear, som altid kørte i overhalingsbanen, pludselig blev tvunget til at parkere, sådan følte jeg det”, forklarer hun.

Men Signe tager sagen i egen hånd og begynder at søge under sit symptomfelt på internettet. Der støder hun på hjemmesiden for Daghøjskolen i Centrum beliggende i København, der beskæftiger sig med genoptræning mm. Hun kommer via hjemmesiden i kontakt med en neurolog, som henviser hende til en optometrist. Han fortæller, at der findes fem optometrister i Danmark, der har taget efteruddannelser i udlandet, som måske kan hjælpe hende.

Herfra henvises hun til Steen Aalberg, som beskæftiger sig med udviklingsoptometri og har en synsplejeklinik i Sønderborg.

I december 2007 testes hun på klinikken. ”Det tog 10 dage at komme mig over anstrengelserne ved testen”, bemærker Signe, ”men det var fantastisk, at nogen endelig kunne fortælle mig, hvad der var galt og hvad, der kunne gøres”. Testene bestod af krævende fokuserings- og balanceopgaver.

På det tidspunkt kan Signe hverken fokusere, se ting tæt på, se farver, se opad, være i butikker og i større forsamlinger, høre musik etc.

Der tilrettelægges et seksmåneders terapiforløb, som begynder i januar 2008. ”Træningen var hård, men jeg var top motiveret”, forklarer Signe, som mener, at synstræning har gjort en kæmpe forskel for hende. Hun kalder det sit vendepunkt i livet. ”Jeg vil gøre alt for at udbrede det”, siger hun entusiastisk, ”jeg kan så meget mere nu end før træningen”.

Signes funktionsniveau er forbedret betydeligt, men hun er ikke kureret – heller ikke for smerterne i hovedet. Dog er Signe sikker på, at hun nok skal finde hjælp til afvikling af smerterne. ”Jeg skal bare lige finde de rette mennesker”, siger hun.

Signes sag er præget af, at hun har været alene med sine lidelser. Udover støtten fra sin familie og sine venner, har Signe gennemgået forløbet fra ulykkens indtræden til mødet med visuel terapi, selv. Der var ingen hjælp at hende hos lægerne. Synsproblemer som følge af hjernerystelse er tilsyneladende lægerne ubekendt.

For Signe er det frustrerende, at behandlingen hun har gennemgået, ikke er anerkendt i Danmark, hvilket betyder, at behandlingen skal finansieres af egen lomme, og det koster typisk mellem 15.000 og 30.000 kroner.

Derudover nævnte lægerne i Signes tilfælde intet om den alternative behandling, så Signe måtte tage kampen op alene. ”Jeg er ikke sikker på, at fx en alenemor ville kunne klare sådan et forløb”, forklarer Signe, som har haft stor opbakning fra sit bagland.

Ulykken har ændret Signes liv, men kampgejsten og livsglæden har givet hende hverdagen tilbage, og i dag har hun opnået overskuddet til at fortælle verden om sin sag.

I et brev til de læger, som hun har været i kontakt med i løbet af sygdomsperioden, forklarer hun, hvordan terapiforløbet har hjulpet hende, og hun opfordrer dem til at give budskabet videre til patienter i samme situation.

”Synstræning reparerede bilen, som nu langsomt er på vej ud på motorvejen igen”, fortæller Signe, som ved, at hendes liv for altid vil være forandret.

 

---

40 årig kvinde med HR i 3 år fortæller om sine erfaring - i forhold til Signes:

 

Som jeg husker det var mine symptomer følgende: Jeg kunne ikke være i rum/fremmede steder, hvor der var "nye ting", måtte fokusere på hvide vægge, kunne ikke køre bil, fordi det forstyrrede mit syn for meget, og kunne ikke tåle rod af samme grund. Jeg fik at vide at jeg så dobbelt og opdagede det faktisk også ved testen - havde ikke bemærket det før, men da jeg først var blevet bevidst om det lagde jeg mærke til det en gang senere også. Træningen var for mig over en måneds tid så vidt jeg husker og så havde jeg det faktisk meget bedre med synet. Hovedpinen var ikke mærkbart ændret, men jeg kunne mere - både bilkørsel og samvær med andre.
 
Jeg kommenterer på hendes bemærkninger i artiklen, så du har forskelle og ligheder:
 
"Signe bliver hurtigt dårligere og må droppe fjernsyn og al musik. Hun har koncentrationsbesvær, føler sig konfus og kan ikke fokusere." - jeg kunne heller ikke læse, se fjernsyn, pc eller sms. Synstræningen hjalp meget. 

”Jeg kunne ingenting”, fortæller Signe, ”jeg måtte gå med min mand i hånden og kigge ned i jorden”. - Det har jeg også prøvet...

"Der tilrettelægges et seksmåneders terapiforløb, som begynder i januar 2008. ”Træningen var hård, men jeg var top motiveret”, forklarer Signe, som mener, at synstræning har gjort en kæmpe forskel for hende. Hun kalder det sit vendepunkt i livet". - Mit forløb var væsentligt kortere, men det VAR meget hårdt, til gengæld var det det hele værd og gjorde en stor forskel. Et ligefremt vendepunkt ville jeg nok ikke kalde det - men jeg ville ikke have undværet træningen.

"”Synstræning reparerede bilen, som nu langsomt er på vej ud på motorvejen igen”, fortæller Signe, som ved, at hendes liv for altid vil være forandret." - Hun er heller ikke blevet rask af det - og det tror jeg ikke man bliver, men det har alligevel hjulpet på vigtige områder...

 

 

---

25 årig fyr med HR i 2 år, skriver i marts 2010:

Jeg begyndte til synstræning hos Steen Aalberg (optometrist i Sønderborg) i maj 2009 og var færdig med at træne ultimo september 09. Det skal siges, at jeg gav den gas med træningen, for det tager normalt 6 mdr. at gennemføre forløbet. 

I starten af august kunne jeg mærke de første forbedringer, og siden er det gået meget fremad. Det kniber dog stadig med læsningen og pc´en, men Steen siger, at det løser sig, da det kræver, at hjernen skal lære at bruge alle de nye færdigheder, man har tillært sig ved træningen, og det kan godt tage tid. 

Det skal siges, at på de dage, hvor det kører, er det ikke noget problem at være på en hel dag, og jeg kan også sagtens være på disco hele natten og kun sove 6-7 timer og så vågne op og kun være almindelig træt, som alle andre efter en bytur.

Som sagt er de eneste problemer læsning og pc, som jeg ikke synes, har rykket sig særlig meget endnu, men det skulle komme :) Forløbet kostede 24.000 kr., og selvom det lyder af meget, vil jeg sige, at det utvivlsomt er min bedste investering til dato. Jeg læser selv på universitetet og er meget skeptisk overfor alt andet, end hvad lægerne siger, men jeg må tage hatten af for, hvad Steen har kunnet udrette. Det kræver dog disciplin at lave øvelserne, men sådan er det jo. Steen forventer, at jeg bliver normal som før ulykken, så det satser jeg på:-)
 
Tænk på, at 80 % af det, hjernen bearbejder, er visuelle indtryk, og hvis det er i uorden, så er man på røven, men det kan heldigvis genoptrænes!!
 
Det skal siges, at Steen på ingen måde tager røven på nogen. Jeg har snakket med flere, som han ikke kunne hjælpe, og der melder han klart ud. Han bruger mange penge og tid på at udbrede synstræningen via rejser og foredrag. Selvom jeg er færdig med at træne hos ham og har betalt, svarer han mails og tager telefonen uden tøven. Man kan mærke, at han ønsker at hjælpe folk, og det er derfor han har valgt sit job! Selv min neurolog var skeptisk og sagde at det var penge ud ad vinduet, men neurologen har nu skrevet det i min lægejournal og har erkendt, at jeg har haft samsynsproblemer, så der er noget om snakken!
 
Skulle folk have lyst til at ringe eller skrive til mig, så gør det! Therese har mit nummer og mail.

 

For de fleste hjælper antidepressiv medicin ikke på hovedpinen - men en enkelt har gode erfaringer. For nogle hjælper det på søvnløsheden. Og så er det godt til det stress og depression, man nemt ryger ud i med langvarig HR. Læs også nærmere om medicin i Vejledningen.

 

31 årig kvinde med 3 års hjernerystelse skriver i november 2006:
Efter at have haft hjernerystelse i tre år opstod der en masse problemer med kommunen, hvilket gjorde mig rigtig stresset og jeg fik svært ved at holde afstand til problemerne. Det resulterede i, at jeg startede på antidepressiv medicin. Jeg begyndte på 5 mg om dagen (Cipralex) og er nu efter to måneder oppe på 20 mg, og kan virkelig mærke en effekt. Jeg har fået nemmere ved at falde i søvn om aftenen og får nu en sammenhængene nattesøvn, jeg har fået meget mere afstand til de "praktiske" problemer med kommunen, jeg er blevet bedre til at tage tingene oppefra og ned - og endelig er jeg blevet mindre grådlabil, hvilket også er en lettelse. Jeg kan således på det varmeste anbefale andre at tage pillerne i en periode. De kurérer ikke hjernerystelse ! Jeg er opmærksom på, at de ikke skal fungere som en "ventil" for at kunne klare hverdagen, men omvendt er vores livsbetingelser som hjernerystelses-patienter meget ofte umenneskelige, hvorfor pillerne kan være en hjælp i hverdagen.

Som jeg ser det, kan det i nogle tilfælde gøre livet lidt lettere I forbindelse med langvarig hjernerystelse at få nogle anti-depressive piller for en periode. Det skal ikke forveksles med en depressions tilstand - men nogle af de stoffer der normalt gør os glade og giver mentalt overskud - de stoffer har meget svære betingelser, når ens hjernerystelse trækker ud. Det bedste mærke på markedet pt. hedder Cipralex. De er meget milde og giver stort set ingen bivirkninger. Det er dem, jeg tager.

Forresten har jeg hørt om andre med hjernerystelse, som startede på 20 mg med det samme og syntes det var meget voldsomt. Så langsom optrapning kan anbefales.

 

---

Kvinde 46 år, HR i 6 mdr
Efter 2 måneder med HR mente jeg, at nu måtte der ske noget, så jeg kunne blive klar til at komme på arbejde, mente lægen, at jeg kunne prøve medicin, og se om det havde nogen effekt. Så jeg gik igang med Saroton i en forholdsvis svag dosis. Det jeg fik ud af det var, at jeg fik samtlige bivirkninger næsten af medicinen inkl. depressive tanker, men hovedpinen forsvandt ikke. Så dem beordrede lægen mig hurtigt til at stoppe igen.

Derefter prøvede jeg et andet præparat som også bruge mod epilepsi som også havde en del bivirkninger, men som heller ikke tog hovedpinen. Så derfor stoppede jeg ifølge aftale med lægen også dette præparat. Så derfor mine erfaringer med medicin er absolut ikke gode.

 

---

23 årig kvinde med HR i 1½ år, skriver i december 2009:

Jeg har gode erfaringer med antidepressiv medicin mod hovedpinen. Jeg fik hjernerystelse for 1 1/2 år siden og har haft er meget kraftig hovedpine siden ulykken. Efter ulykken havde jeg så kraftig hovedpine i lang tid, at det eneste der kunne give en smule lettelse var stærkt smertestillende piller (som virker som morfin). Dette medførte at jeg gik rundt i en konstant rus og havde det rigtigt skidt.
 
Min læge og neurologen på hospitalet fortalte om Amitriptylin, men jeg var meget skeptisk over at skulle tage et antidepressivt middel. Efter nogle måneder gav jeg mig og prøvede Amitriptylin (sælges også under navnet Saroten). Det var efter 10 måneder med hjernerystelse. Efter ca. 3 uger var min hovedpine klart mindre og jeg kunne begynde at gå i skole nogle timer igen. Jeg får stadigvæk "turer" hvor jeg har rigtig ondt, men de er klart mindre end før jeg fik amitriptylin. Jeg har rigtig gode erfaringer med Amitriptylin og vil meget gerne svare spørgsmål eller andet.

Først fik jeg 10 mg og trappede derefter op på 20 og så 30 mg, men havde som sagt effekt ca 2-3 uger efter jeg startede med at tage dem, og fuld effekt efter ca. 4 uger. Siden hen begyndte jeg at gå på hovedpineklinikken i Århus, som trappede mig op på 50 mg, dog syntes jeg ikke at de sidste 20 mg gjorde så meget forskel. Jeg er netop stoppet med at tage dem efter ca. 13 måneder, da jeg desværre begyndte at for eksem/udslæt af at tage dem. Jeg er nu startet på Mirtazapin i stedet for og håber at disse vil virke lige så godt, men at jeg slipper for udslættet.
 
Jeg vil sige at Amtriptylinen halverede min hovedpine og gjorde det muligt for mig at fortsætte mit studie. Uden dem tror jeg, at jeg havde fået langt flere smertestillende piller og langt dårlige livskvalitet. Jeg tror ikke man kan forvente at hovedpinen forsvinder, ved at tage dem, men kan hjælpe med at nedsætte forbruget at smertestillende medicin ved svær hovedpine.

 

---

Kvinde 29 år, HR i 11 måneder, skriver i august 2010

To måneder efter mit uheld fik jeg, hos neurologen, ordineret Migea rapid som forebyggende behandling mod hovedpinen (dvs. jeg skulle tage det hver dag) . Jeg mærkede ikke den store effekt (undtaget maveproblemer), men var usikker på, om pillerne alligevel tog toppen af hovedpinen.

I måned 4 startede jeg så i kombinationsbehandling med amitriptylin (saroten) 30mg som suplerende til migea. Efter en måned i den behandling var jeg hos min egen læge, og vi blev enige om at forsøge at sætte dosis op til 50mg amitriptylin, fordi det måske kunne løse op for de depressive symptomer, jeg havde udviklet på det tidspunkt. Amitriptylinen sløvede mig og hjalp lidt til at falde i søvn, men jeg døjede en del med bivirkninger og hvede stadigt hovedpine.

Men så, i måned 5, fik jeg voldsomme mavesmerter og stoppede øjeblikkeligt med migea, som jeg tilsyneladende ikke kunne tåle i det lang løb.
Herefter fortsatte jeg med amitriptylin men nu kun 30mg, fordi jeg var blevet ked af at tage medicin.

I måned 7, efter endnu to måneder med ringe effekt af amitriptylin på hovedpinen, stoppede jeg helt med medicin. Neurologen gav mig et valg mellem ingen medicin eller at prøve en tredie slags. Jeg valgte ingen medicin. Selvfølgelig var jeg hunde angst for tilbagefald, men jeg oplevede det også som ubehageligt at være på medicin. Det var en stor lettelse at få min krop tilbage fra bivirkningerne.

At stoppe med medicinen gjorde ikke nogen forskel på hovedpinen for mig. Jeg har gennem hele forløbet haft, og har stadig, hovedpine dagligt, men styrken og varigheden er aftaget støt og langsomt over 11 måneder, uafhængigt af medicinen.

 

 

---

Mand 27 år, HR i 4 år, skriver i september 2010

Jeg tror jeg har prøvet alt indenfor HR. Jeg har haft de helt store nedture med store intense anfalds- hovedpine/smerter og perioder med ingen smerter/symptomer, og perioder hvor jeg ikke har kunne andet end ligge på sofaen.

Jeg har i stor grad prøvet medicin, og ingenting har hjulpet mod smerterne eller andet, men jeg har fået alle bivirkninger. Jeg har prøvet: Migea, Imipramin, Amitriptylin, Topimax, Selo-Zok, Atacand.

Jeg har været tilknyttet Glostrup Hovedpine Center og de mener ikke der er noget de kan gøre for mig. Derudover har jeg også taget alm. smertestillende som panodil, Ipren, Ibumetin – men det har ikke hjulpet det store mod hovedpinen, men en blanding af det kunne få mig til at falde i søvn. Det endte dog i et overforbrug og pt. har jeg ikke taget nogen piller i ca. 1,5 år, og har ikke haft det bedre end jeg har det nu. Det tror også skyldes at det er 100% mig der påvirker smerterne.

 

---

Kvinde 35 år, HR i 14 måneder, skriver i august 2009
Jo, jeg skulle mene at have bidraget min del til, at den danske
medicinalindustri ikke bukker under i den finansielle krise. Bivirkningerne
virker altid. Især den, der hedder "hovedpine" er sikker hver gang :-/ Jeg
har aldrig nogensinde taget medicin før - havde end ikke prøvet at købe en
pakke panodiler - og troede naivt, at smertestillende, betød netop
"smertestillende". Da jeg tog Dolol, et morfinlignende præparat imod stærke
smerter (det skete kun EN DAG!) var jeg ret sikker på, at pillerne ikke bare
ville tage livet af min hovedpine, men også af mig.

Efter at have prøvet en del, herunder antidepressiver ordineret af en
neurolog (Mirtazapin), hvis virkning jeg gik og ventede på i to måneder
nægtede jeg i en periode at tage noget som helst. "Jeg vil hellere have en
vitaminindsprøjtning i røven", sagde jeg til min læge, og det er ellers ikke
fordi jeg plejer at være så bramfri. Nu tager jeg dog Saroten (også
antidepressiv), som ikke afhjælper min hovedpine (hverken spændinger eller
nervesmerter), men i nogen grad mine søvnproblemer. Søvn er frygteligt
vigtigt, så jeg har valgt for en periode at tage bivirkningerne med. For mit
vedkommende en tunge som sandpapir og svimmelhed, hvis jeg rejser mig
hurtigt. De kan også give træthed, så hvis man lider slemt af det, er de nok
ikke nogen god idé.

Min fornemmelse er, at antidepressiver til HR-ramte er, som at udskrive en
butterfly til en forkølet giraf: Så gør man dog noget. At tude over at have
mistet sit arbejdsliv, sit fritidsliv og sit sociale liv; over at miste hele
sin identitet og kun få smerter i bytte - er ikke synonymt med at have en
depression, men kategorien ligger lige for, for mange læger.

Men man bliver klogere. Jeg havde f.eks. aldrig tænkt over, hvorfor
lægestudiet hedder MEDICIN ...

Summa summarum: Antidepressiver er i min horisonts erfaring bedst til at
stabilisere søvnmønsteret, som for mange bryder helt sammen.

 

Kvinde 22 år, HR i 3½ år, skriver i oktober 2009
Jeg har taget Saroten (=Amitriptylin, et antidepressiv) i 3-4 måneder. Jeg startede på dem fordi … ja, fordi jeg ville sælge min sjæl for noget, som kunne tage toppen af min hovedpine. Jeg har ikke været i arbejde imens, men har været meget sengeliggende. Hovedpineniveauet er konstant højt.. Min neurolog ordinerede dem. Jeg startede på 10 mg før sengetid. Senere trappede jeg op til 20 mg. Her bliver jeg.

Jeg havde følgende bivirkninger: tørhed i munden, svimmelhed og så er de hårde for min mave.

Min konklusion om virkningen … jeg ved faktisk ikke helt om de har gjort noget ved min hovedpine. Men min nattesøvn er blevet markant bedre. Sleep is golden. Det har gjort min hverdag lidt lettere den vej. Men man kan jo aldrig med sikkerhed sige om det er pillernes skyld.

 

Mand 39 år, HR i flere år, skriver i oktober 2009:
Firmaet hedder kun Nycomed, men præparatet hedder Amitriptylin DAK så der er
stadig lidt af det gamle firma navn.

Hos mig spiller Saroten fra Lundbeck ikke. Jeg får bivirkningerne, men ikke
de positive virkninger.

Der er nok individuelt, for medicinsk skulle det være det samme. Jeg vil dog
sige at man skal prøve begge varianter inden man afskriver dem.

Amitriptylin dulmer sanseindtrykkende, så de ikke skære så meget i min
hjerne. Som Lene nævner, så hjælper det også på døgnrytmen, som nok kan være meget svær at holde, når man hviler hele tiden. Jeg tager 2-3 x 10mg om
dagen. Det er ikke ret meget i forhold til de mængder, der anvendes mod
depression, fandt lægemiddelstyrelsen beskrivelse af amitriptylin og der gik
dosis helt op til 200mg for voksne og 100mg for ældre. Har prøvet støre
dosis'er, men effekten bliver ikke bedre, bare søvndyssende. Det er endog
lykkedes mig at falde i søvn om bord på et fly (kan normalt kun sove i min
seng) ved at dope med ekstra stor dosis.

I de mængder jeg tager, sover/hviler jeg ikke mere end jeg må gøre uden. Nok
mindre, fordi min hvile er mere effektiv.

Det er dog en meget subtil virkning og langtfra et vidundermiddel. Har
prøvet nogle af de antidepressiver der giver mere energi ved at hæve
noradrenalin niveauet. Selvom mere energi er dejligt og jeg virkelig
efterhånden trænger til at røre mig, så var det ikke godt, for hovedet havde
stadig behov for hvile og det var meget svært, når hjertet banker derud af.

 

Forskubbede nakkevirvler og erfaringer med kiropraktor, røntgen billede af nakken m.m.

Nogle symptomer på HR ligner symptomer på piskesmæld, som skyldes en skade i nakken. Og måske nogle nakkehvirvler, som har forskubbet sig. Denne hjemmeside handler jo om hjernerystelse, hvor skaden er inde i hjernen, men da man kan være usikker på hvilken skade, man har fået, så tager vi denne grænseflade med.

Bemærk: hvis du afprøver at gå til kiropraktor, skal du bede om ikke at få knæk direkte på nakken. For hvis du har en skade der, er det for voldsomt. Derimod skal der arbejdes på musklerne, som holder nakken.

 

En kvinde med HR i 10 måneder efterlyser andres erfaringer med kiropraktor:

Jeg har opsøgt kiropraktor , røgten viste forskubbet nakkehalshvirvel, C4 hedder den og det giver mig problemer, mener han. Jeg er startet behandling i sidste uge mandag, onsdag, fredag. Super hårdt og måtte holde pause efter i mandags. Men han mener han kan hjælpe med med kvalme svimmelhed balance spændingshovedpine osv. jeg håber han har ret.

Jeg haft det bedre end i lang tid, indtil igår smerter i hovedet - underligt - svier og kribler under skallen lige midt ovenpå.

Efter jeg er startede hos kiropraktor oplevede jeg et eller andet super positivt - et eller andet skete - energi i kroppen, men hovedet ville ikke være med. Efter sidste behandling i mandags, hvor jeg fik strukket nakken og hvor jeg fik forklaret hvorledes C1 og C2 påvirker synsfelt, kind osv i venstre side - så har jeg fået det rigtig skidt igen. Fik det voldsomt dårligt igår efter en dag i slow motion. Jeg hviler ikke så meget mere - har ligget siden ultimo oktober - kan næsten ikke klare mere vandret, hvis du forstår.

Men jeg har så svært ved at tyde symptomerne efter, at jeg har fået at vide at det også kan skyldes nakkeskaden.

 

Fyr med HR i 2,5 år arbejder 16 timer pr uge, fortæller:

Jeg går til kiropraktor. Har dog ikke forskubbet noget i nakke, men har alligevel oplevet at det har hjulpet. Har det sidste års tid gået til genoptræning af nakke muskulaturen. Og det har betydet aftagende hovedpine. Ved også fra min akupunktør, at problemer med C2 kan give svimmelhed og hovedpine. Kiropraktorer anerkender også at der er sammenhæng mellem nakke og synet, hvorfor at man ved hovedtraumaer og nakketraumer som piskesmæld kan få synsproblemer som igen giver hovedpine, svimmelhed, spændinger og udpræget træthed. 

Har hun direkte forskubbede nakke hvirvler er der ingen tvivl om, at det har negativ indflydelse. Men da kiropraktik er hårdt ved en, kan kranio sakral terapi være et alternativ, da man derved kan opnå det samme med denne blidere metode.

 

Kvinde med HR i nogle år, nu i fleksjob 14 timer om ugen (ikke lærerjob) skriver:

Jeg har også haft og har indimellem stadig store nakkeproblemer. Jeg har fået taget røntgenbillede – det viste ikke noget abnormt. Jeg konsulterede på et tidspunkt en kiropraktor - stoppede dog efter få behandlinger, da jeg følte, de var for voldsomme for min nakke. Jeg har haft meget stor glæde af kraniosakral-behandlinger. Endvidere går jeg i perioder til akupunktur, som jeg føler giver en generel bedring af min tilstand … letter også mine til tider meget spændte nakkemuskler.

 

Kvinde med HR i 4,5 år fortæller:

Jeg har problemer omkring C3/C4 og generel opspænding har fået foretaget røntgen + mr-scanning uden synlige skader. Jeg har haft stor glæde af Bowen Teknik og Senetensbehandling. Begge er meget skånsomme behandlingsformer og afspænder aldeles effektivt. 

Jeg skal dog ikke kunne afvise, at resultatet er meget afhængigt af den enkelte behandlers evner. Især ved sentensbehandlingen skal man gøre behandleren opmærksom på, at lette tryk er rigeligt for vores type skade. Ved begge behandlingsformer, som jeg har fulgt de sidste 2 år  (9-10 måneder hver), har jeg oplevet stor effekt i starten, men langsomt synes kroppen at vænne sig til det og effekten mindskes. Ligeledes er der tale om en effekt, der aftager mellem behandlingerne (hen over 1-2 uger), så det er jo på en måde stærkt vanedannende ;-)

 

Kvinde med HR i 3½ år, som er fleksjob 12 timer ugentligt fortæller:
 
Jeg har fået taget røntgen hos en kiropraktor, der sagde, at hun kunne se på min nakke, at jeg også havde fået en piskesmældsskade - det var noget med hvordan rygsøjlen sad. Jeg skiftede til en anden, fordi jeg synes hun var for hård, men jeg har nu en kiropraktor, der hjælper mig en hel masse. Uden ham, ville de spændinger og låsninger jeg får på grund af hjernerystelsen være meget værre.
 
Desværre har jeg lige haft et ret stort tilbagefald mht nakke/skulder og måttet rigtig mange gange til behandling. Da det bare blev ved og var ret smertefuldt gik jeg til læge og hun sagde, at hvis det ikke snart blev bedre ville hun henvise mig til en rheumatolog... Jeg troede også at det var gigt, de behandlede, men det er det åbenbart ikke kun.

 

Kvinde med HR siden juli 05, på førtidspension skriver:

Jeg bruger også kiropraktor, i starten 2 x ugen, så 1 x ugen osv. og nu kun hver 2. måned, kan ikke helt slippe det.

Der var ikke noget at se på min røntgen. Det har dog helt sikkert hjulpet mig. Stor forskel fra før og efter – hver gang.

Jeg har en bekendt der giver mig bindevævsmassage og det er bare godt, så giver hun klangmassage og alm. massage. Og det hele er med til at afhjælpe de spændinger, som smerter i nakke og hoved giver. Det kan varmt anbefales.

Har også brugt Kraniosakral, hvilket var godt men det bedste for mig har helt bestemt været massagen, da det virkeligt har givet afspænding.

Tror også at der er meget forskel fra behandler til behandler.

 

Kvinde med HR i 4 år, arbejder 30 timer, skriver:

Jeg har fået taget røngten hos kiropraktor (i 2006), som viste at nakkehvirvel mellem 4 og 5 led var forskubbet. Jeg gik til kiropraktor i ca. ½ år. Havde kun kortsigtet virkning af behandlingen, fik dog sat nakkehvirvel på plads.

Jeg har god effekt af idrætsmassør som masserer dybt og får taget de fleste spændinger i opløbet. Har også prøvet kranio sakral - ingen effekt. Man kan vist konkludere, at det er meget individuelt hvilke behandlinger der virker - man er nødt til at prøve sig frem.

 

 

 

 

Erfaringer med graviditet og fødsel, mens man har HR

Dette er relevant for kvinder, som har haft hjernerystelse i flere år - og derfor ikke vil vente på at blive raske før end de får børn.

 

Kvinde, 37 år, HR 5 år, skriver i maj 2010

Jeg fødte min søn efter fire års hjernerystelse. Planen var at føde normalt, men det endte med et kejsersnit, fordi han lå forkert. Undervejs fik jeg vestimulerende hormon samt epiduralblokade. Fødslen tog 17 timer. Jeg blev udtrættet af, at det tog så lang tid. Synes det var en sej omgang.
Det tog lang tid for min krop at komme mig ovenpå kejsersnittet. Andre jeg har talt med, der har født ved planlagt kejsersnit, har dog været glade for det.
Men det vigtigste er jo, at der kommer et dejlig velskabt barn ud af anstrengelserne :)

Når jeg husker tilbage, synes jeg at det gik forbløffende godt med HR og en lille baby. Det er blevet mere krævende for hjernen, nu hvor han er blevet større (14 måneder).

 

Kvinde på 30 år, HR 5 år, to børn, arbejder 30 timer

Jeg fik HR i 2005 og fødte en dreng i marts 2007. Jeg havde en god
graviditet - mærkede ikke meget til min HR. Fødte "almindeligt" og efter fødslen blev min HR rimelig slem. Jeg tror, at fødslen - især presse veerne - har været med til at forværre symptomerne pga. hård fysisk anstrengelse.

Lægernes vurdering var, at hormonerne under graviditetet var "godt" for min
HR, da de gjorde sener/led m.m. mere fleksible og derfor mærkede jeg ikke
meget til mine spændinger og deraf hovedpine m.m.

Jeg ved ikke om en fødsel kan forværre HR, men det er bestemt en fysisk hård
belastning - hvilket for de fleste HR ikke er specielt godt.
 

 

Kvinde, 35 år, HR 6 år, mor til to små, skriver i maj 2010

Jeg fik udelukkende kejsersnit, fordi jeg også fik en perilymfatisk fistel,
da jeg slog hovedet (der blev slået hul i hovedet, der medførte at der sev
væske rundt i hovedet - derfor turde lægerne ikke risikere, at hullet skulle
springe op, når jeg pressede).

Men jeg kan anbefale et kejsersnit og forstår godt Jer som er bange for hovedpine osv. Jeg har ingen bivirkninger haft pga. kejsersnittet. Jeg tror man skal lytte til sig selv. Giver det mange bekymringer osv. så vælg kejsersnittet. Det er trods alt barnet der er det vigtigste og så er selve fødslen underordnet. Det er ekstremt hårdt at have 2 små børn. Så jeg må i seng. Heldigvis giver de jo også livsglæde og et dejligt fokus i livet, så de er det hele værd!!!

 

Kvinde, 43 år, HR i flere år, skriver i maj 2010

I slutningen af min graviditet fik jeg forhøjet blodtryk, og var indlagt til observation for svangerskabsforgiftning (hvilket jeg ikke fik). Det var jo forskellige læger der havde vagt (og tog beslutninger). Jeg blev sat i gang 3 gange. 3. gang gik vi hele vejen. Tog fostervandet, fik ve stimulerende drop. Da jeg efter 22 timer stadig ikke havde åbnet mig så meget, fik jeg kejsersnit. Problemet med HR og sådan en fødsel, var at jeg jo ikke kunne tænke særlig klart efter så mange timer. Det er jo stadig tanken at kvinden selv skal tage stilling til alt muligt. Der gik jo også nogle dage inden jeg kom ovenpå efter en manglende nattesøvn. Men heldigvis sover børn jo meget de første dage.

Vi fik en skøn og fin datter, som nu er 9 ½ år.

Jeg drømte om en ”naturlig fødsel”, men det er jo ikke fødslen det kommer an på, men at få et sundt barn.

Kombinationen HR og naturlig fødsel er jeg nu ikke nervøs for. Men du kan forberede dig ved at sætte dig grundigt ind i alle de forskellige kemikalier, som de kan tilbyde dig. Så kan du bedrer tage stilling, selv om du er død træt.

Jeg håber jo også at din kæreste er med dig hele vejen, det betyder utrolig meget.

Når I så har fået jeres skønne barn, så indret jer efter hvordan I som samlet familie har det bedst. F.eks. vågnede min datter en periode meget tidligt. Hun var så vågen nogle timer, inden hun kunne sove igen. Mit hoved kunne ikke klare at være vågen så lang tid på det tidspunkt. Så fandt vi på at sætte vækkeuret en time før hun plejede at vågne. Min mand skiftede så hendes ble (så hun blev vågen), og jeg ammede hende. Så sov hun igen nogle timer. Det var meget bedre for mig, kun at skulle være vågen de ca. 15 minutter inden jeg kunne sove igen.

 

 

Erfaringer med hypnose

30 årig kvinde med HR i 1,5 år fortæller

Jeg har netop afsluttet deltagelse i et forsøg med rehabilitering af hukommelse og koncentration gennem hypnose ved Cognitive Neuroscience Research Unit (CNRU) - Nørrebrogade 44, bgn 10G -8000 Aarhus C hos Rikke Overgaard.

Jeg kan fortælle, at min hukommelse inden behandlingerne var markant skadet efter min hjernerystelse, og at den nu efter behandlingerne er tilbage på mit normale niveau. Altså fik jeg min hukommelse tilbage af hypnose!

Der der i alt 8 behandlingsgange (ca 1,5 time) og 4 testgange (ca 4 timer m pauser). Testgangene var helt enormt hårde for mig. Jeg var helt udmattet med svær hovedpine, måtte køres og hentes til og fra, og var smadret i dagene efterfølgende.

Det var hårdt, men for mig har det uden tvivl været det værd! Hypnosegangene var meget behagelige, her var det kun køreturene, som var krævende (Randers-Århus). Tog nogle af turene i bus, hvilket jeg vil fraråde.

Det kan være svært selv at vurdere graden af sine hukommelsesproblemer. Jeg var selv i tvivl, om det var trætheden eller reelle hukommelsesproblemer, men testene inden behandlingsstart talte deres klare sprog: at jeg havde markante hukommelsesproblemer. Under alle omstændigheder vil du kort blive testet af projektets neuropsykolog for hukommelsesproblemer, inden du kommer endeligt med i projektet (sådan var det i hvert fald for mig).

Desværre hjalp hypnosen ikke på resten af mine HR symptomer som hovedsageligt er: træthed, udtrætning, hovedpine, sanse over-følsomhed, svimmelhed, kvalme, syns problemer, søvnproblemer, spændinger, fryser, ryster mv.

Rikke (hypno-terapeuten) gav mig et råd som jeg godt kan lide, nemlig at være glad for denne delvise bedring, og så gå på detektivarbejde for at finde løsningen på resten.

Hypnosen handlede om at få hjernen til at heale sig selv og handlede meget om hukommelse (nærmere må jeg desværre ikke beskrive det, da forsøget stadig kører). Men det får mig da til at tænke, om et hypnoseforlød specifikt på hovedpinen kunne fjerne den også…! Rikke fortalte, at nogle af de, som har været med i forsøget, også har oplevet mindre hovedpine efterfølgende (ville ønske det gjaldt mig).

 

---

Kvinde med HR i 11 år fortæller

I 1999 var jeg udsat for et hovedtraume, som endte op med Postkommotionel syndrom (af nogen kaldet kronisk hjernerystelse), og jeg endte som førtidspensioneret sygeplejerske.

Dette har medført problemer med hukommelsen, koncentrationsbesvær, hurtig udtrætning, hovedpine og et deraf meget indskrænket social- og familieliv. Var der to forskellige samtaler i gang på én gang, måtte jeg ofte forlade lokalet.

I marts 2010 læste jeg om et pilotprojekt på Hammel Neurocenter, hvor man havde forsøgt at give hypnose til senhjerneskadede med problemer i ”arbejdshukommelsen”, og det havde givet gode resultater. Jeg søgte i RAB-registreret (Registreret Alternativ Behandler) og sendte en enslydende mail til tre udvalgte hypnotisører, og valgte ud fra svarene ”min hypnotisør”.

Jeg var rimelig skeptisk – men som min mand sagde: det eneste der kunne ske var jo, at der ikke skete noget! Men, men, men…..Efter 1. behandling havde jeg en klar fornemmelse i hovedet, skulle ikke bruge nær så meget ”koncentrations-energi” på at køre hjem som jeg plejede. Havde det OK dagen efter – ville normalt have brugt 2-4 dage på sofaen efter sådan en tur.

Efter 3. behandling var jeg til Sølvbryllup. Jeg forlod ikke lokalet én eneste gang! Min mand sagde under hovedretten: Det er utroligt, jeg kan ikke huske, hvornår du sidst er blevet siddende ved bordet. For mig var det surrealistisk, at sidde i et lokale med X antal samtaler + musik, og så kunne koncentrere sig om sin egen samtale – og jeg gik i seng kl. 3.30!

Hypnosen har givet mig et ”nyt” liv, jeg har fået meget mere overskud, hviler kun sjældent i løbet af dagen (tidligere var der flere gange daglig), har meget nemmere ved at koncentrere mig, behøver ikke at planlægge min dag minutiøst for at undgå kaos, kan deltage i en samtale uden at ”tabe tråden” og jeg kan ikke lige huske, hvornår jeg havde hovedpine sidst  J - havde ofte en ”rungende hovedpine”, som hvis du har været til koncert og stået lige foran højtaleren + tømmermænd.

 

---

Kvinde på 42 år med HR i 4 år

I starten af mit HR forløb var hos en hypnotisør. Jeg kendte ham en lille smule fra træning, så jeg fik det gratis, som forsøg - han var blevet færdiguddannet kort forinden.

Han er ret ung, men han hjalp mig faktisk rigtig meget - med at håndtere det nye liv og især med at finde ro fra smerterne via hypnose/selvhypnose. Han ville gerne prøve at hjælpe hjernen i gang med at hele hurtigere og det var helt forfærdeligt, jeg fik det meget, meget dårligt, så det gik vi ikke videre med. Jeg personligt tror derfor ikke på, at man kan bedre sin hjernefunktion/følgerne efter hjernerystelsen ved hypnose, men det er jo bare mine erfaringer. Noget andet er, at man bliver så afslappet undervejs i hypnosen (mere end ved søvn, hvor jeg i hvert fald spænder, når jeg har det skidt), så spændinger også slipper. Måske kan det være en grund til at man føler, at man får det bedre bagefter.

Man kan selv stoppe undervejs i hypnosen og har selv indflydelse på, hvad man arbejder med.

Jeg tror i øvrigt også det er virksomt i forhold til traumer opstået efter ulykken. Desværre fik jeg ikke bearbejdet den del, fordi jeg havde for meget andet, men jeg kunne bestemt godt overveje at tage det op igen i forhold til cykling, som jeg har lidt angst for.

---

Hvad er forskellen til migræne ?

Man kan blive spurgt om ens HR hovedpiner er lige som migræne.

Her er en officiel definition på migræne:

Diagnostiske kriterier for migræne er at have mindst fem anfald af hovedpine, som varer 4-72 timer (ubehandlet eller succesfuldt behandlet) og har mindst to af følgende træk:
- Halvsidig
- Pulserer
- Moderat til svær smerte
- Forværres ved rutinemæssig fysisk aktivitet (fx at gå, eller gå op ad trapper)
- Under hovedpinen har enten kvalme, opkast og/eller lys- og lydfølsomhed
Og symptomerne ikke skyldes anden lidelse.

 

---

Kvinde på 35 år, HR i 5 1/2 år

Jeg lider selv af migræne. Hvorvidt jeg har haft det før HR kan diskuteres, men migrænen er blevet et hyppigt bekendtskab efter skaden. Og er for mig det sidste og ultimative HR-symptom som resultatet af for meget opspænding i hovedet/uro/sitren i hovedet over for lang tid. I fht mine HR-hovedpiner ligger migrænen lige en takt højere på smerteskalaen. Hvis ikke mere. For mig er HR-smerterne for det meste udholdelige (generende, trættende  men kan holdes i skak, hvis jeg tænker over mine aktiviter/imput) imens migrænen oftest føles uudholdelig (og uundgåelige). Men overgangen er glidende.

Nu er jeg gravid og kan ikke tage medicinen, men eller tog jeg den ret ofte (måske en gang om ugen i gennemsnit)- også for at få dæmpet/slået auraen ned (aura er den tilstand/de symptomer, man har, før selve migrænen bryder ud. De ligner HR-symptomerne til forveksling: synsforstyrrelse, lyd- og lysfølsomhed mm).

Siden 2005 har jeg af 3-4 omgange som en lille ekstra bonus haft migræneanfald uafbrudt i 3 uger - altså hvor migrænen ikke ville slås helt ned af af medicinen kombineret med hvil, som ellers virker. Meget frustrerende - især da man max må tage 9 piller om måneden. Disse lange anfald oplever jeg også som en del af HR-tilstanden.


Det er så som så med, at neurologerne har beskrevet denne sammenkobling mellem HR og migrænen særligt uddybende i mine journaler - selv om den er ret klar for mig.
 

---

Kvinde på 30 år med HR i 1,5 år

Jeg har prøvet migræne medicin, Migea, som ikke hjalp mig. Min søster har migræne og vi har sammenlignet vores hovedpiner (Migræne=blå, HR=rød):

• Hun får anfald af hovedpine af varierende styrke og varighed 2timer-2dage ca 1 gang i måneden, somme tider i forbindelse med menstruation eller stress. Min hovedpine er der hver dag og opbygges mod aften. Min hovedpine forværres ved aktivitet, og bedres af hvile.
   
• Hendes hovedpine er ofte i ansigtet især bag øjnene, men kan også være i resten af hovedet. Under selve anfaldet flytter hovedpinen sig ikke, men det kan være forskelligt, hvor den sidder fra gang til gang. Min hovedpine flytter sig til forskellige områder. Jeg har dog oftest hovedpine i hovedet og kun af og til i ansigtet (kinder, kæber). Ligesom hende, har jeg dog ofte smerter bag øjnene.
   
• Under anfald er hun over følsom overfor lyd, lys, lugt og berøring. Min over følsomhed overfor sanseindtryk ligner hendes, men er vedvarende og daglig af varierende styrke.

---

Kvinde på 59 år med HR i mange år

Jeg har haft og har rigtig meget migrænelignende hovedpine, hvor jeg hverken kan klare lyd, lys eller lugt. Jeg spiser meget smertestillende medicin (pinex og kodein) for at dulme smerten. Jeg har også prøvet migrænemedicin ( og mange andre ting) men uden nogen som helst virkning. Det gjorde altså ingen forskel på hovedpinen om jeg tog migrænemedicin eller ej, så jeg tænker , at HR hovedpine er noget andet end migræne.

---

Kvinde på 39 år med HR i 4 år

Min store datter lider af migræne hvor hun bliver blind på det ene øje op til en uge efter, så kender det tæt på, der er bestemt ligheder og så slet ikke.
 
Jeg fik migræne medicin for 5 år siden og det var helt uden effekt men prøve kun et medicament kan ikke huske hvad det hed og har senere prøvede det der kaldes "london-kuren" (blev indlagt for en hjerneblødning, og udskrevet med migræne medicin...huummmm...måske derfor det ikke virkede da man senere konstateret en hjerneblødning...haha) spøg til side.  På mig havde det ingen effekt, jeg har også prøvet flere af de ting du beskriver helt uden effekt (nogle med en masse frygtlige bivirkninger) ved et tilfælde fik jeg dolol og pinex comp det er det eneste der har kunne smerte dække mig.

Som lægerne beskrev det for os, migræne er ofte psykisk relateret "når bægeret ikke kan rumme mere og flyder over", det er arveligt, der kommer anfald i teenage årene så forsvinder det og kommer så igen i ens voksne liv, alt dette kan vi kun bekræfte ude fra min datters erfaringer og de venner jeg kender med migræne. 

 

 

---

Hvad er forskellen til piskesmæld ?

Når man slår hovedet (i lægesprog hedder det et hovedtraume) kan det ikke undgås at det påvirker nakken - og dermed kan det også ske at man får en skade i nakken.

Og omvendt: piskesmælds-ulykker er et kraftigt ryk først frem og så tilbage i nakken, fx i bilulykke, og her kan der også ske en hjernerystelsesskade, altså som følge af at hjernen rystes frem og tilbage inde i kraniet.

Der stort sammenfald af symptomer fra de to typer skader og det er svært at skelne, hvorfra symptomerne stammer. Begge dele har man ikke rigtig måleteknikker til at belyse. Så det er mørkeland.

Nogle læger mener at var man ikke bevidstløs, da man slog hovedet, så er det ikke en skade efter hjernerystelse, man har, men piskesmæld.

 

En svensk bog oplister følgende, som symptomer på henholdsvis skade i nakken og i hjernen. Men bemærk at der ikke er nogen officielt anerkendt liste, så tag det med et gran salt. Bemærk også at man ikke skal have alle symptomer.

Symptomer stammende fra nakken (cervicalsyndrom) / whiplash skade, Följande symptom kan ingå:
- Smerter i nakke, skuldre, arme, brystkasse, lænderyg, bækken, ben
- Stivhed i nakken
- Hovedpine
- Migræne
- Kæbeleds - og tungesmerter
- Smerter i øret eller bagved øret og i ansigtet
- Følelsesløshed, prikken eller unormale følelser i arme, hænder,
fingre og lister
- svaghed i nakke, arme og hænder
- fummelfingrethed
- følelse af en klump i halsen
- svimmelhed
- balanceforstyrrelser, besvær med balance i ujævnt terræn eller mørke
- utilpashed
- øresusen, tinnitus
- subjektivt synsbortfald
- subjektiv hørenedsættelse, forandret lydopfattelse
- besvimelsesanfald
- black-out tilfælde
- ekstrem træthed
- søvnforstyrrelser
- forstyrrelser fra det autonome nervesystem, fx dobbeltsyn,
akkomodationsforstyrrelse, unormal eller uregelmæssig sveden,
forstyrret temperaturregulering
- uregelmæssig hjertefunktion
- varierende blodtryk
- synkeproblemer
- problemer med stemmen
- påvirket vejrtrækning
- forstyrret proprieception (taber ting, snubler, har svært ved at
klare præcisionsarbejde, problemer med at spille violin, klaver etc.)
 

Symptomer som følge af en hjernerystelse (postcommotionelt syndrom), följande symptomer är vanlige:
- hovedpine
- svimmelhed
- lys- og lydoverfølsomhed
- søvnproblem
- irritabilitet
- koncentrationsproblemer
- hukommelsesproblemer
- unormal træthed og udtrætning
- depressivitet
- forstyrret libido (kønsdrift, sexlyst)
- nedsat lyst til sex
- forvirringstilstand
- emotionel labilitet
- ængstelse, uro
- humørsvingninger
- besvær med nye eller abstrakte opgaver
- forstyrret logisk tankegang
- forstyrret simultankapacitet
- glemsomhed
- personlighedsforandringer
- alkoholintolerance
- raseriudbrud
- mareridt
- andre smerter end hovedpine
- kan ikke længere gennemføre planer
- forstyrret intellektuel kapacitet
- svært ved at finde ord
- bruger forkerte ord
- svært ved at følge med i en samtale
- søvnforstyrrelser, får aldrig udsovet, øget søvnbehov etc.
- fysisk og psykisk stresstolerance
- rastløshed og nervøsitet
- angstanfald