Indhold:

• 41 årig kvinde med 3 års hjernerystelse
• 33 årig mand med kortere hjernerystelse
• Norsk 31 årig med 4 gange hjernerystelse
   
• 35 årig med 2 års  + opdatering
• 29 årige næsten rask efter 10 måneder  
• 30 årig stort set rask efter 10 måneder 
   
• 51 årig med 1 års
• 34-årig med 2½ års + opdatering
• 36 årig med 13 måneders    
   
• 38-årig med 8 mdr  + opdatering
• 28 årig med 8 mdr 
• 27 årig med 2½ års + opdatering
   
• 52 årig med 1½ års
• 36 årig med 10 måneders + opdatering
• 51 årig med 8 måneders 
   
• 11 årig med 1 år
• 19 årig med 3-4 års
• 40 årig med 1½ års
   
• 58 årig med 5 års
• 36 årig med 11 års skade
• 38 årig med mén
• 29 årig med 5 års
• Erfaringer med god neurolog

Resuméer og kortere historier findes på Historier

33 årig mand, ca 5 måneder siden hjernerystelse, skriver i maj 2006

I skal have tak for et virkeligt godt og sobert site for hjernerystelser, som jeg ville ønske, jeg havde fået øje på for nogle måneder siden, hvor jeg havde markante symptomer i en lang periode.

Mine egne erfaringer er, at den meget langsomme helingsproces sammenholdt med usikkerheden omkring diagnosen virkede enormt frustrerende.

En forslag til sitet baseret på mine egne oplevelser er under symptomer, hvor jeg ofte havde kraftig hjertebanken (som ikke skyldtes væskemangel). I øvrigt vekslede symptomerne ofte flere gange om dagen, sådan at en dag fx godt kunne indeholde svimmelhed, træthed og kvalme.

Fysioterapi bevirkede et markant ryk fremad for mig, således at svimmelhed, hovedpine mv. aftog kraftigt. Jeg er klar over, at fysioterapi ikke altid har god effekt, men det bør forsøges. Nogle praktiserende læger glemmer denne mulighed, som i et vist omfang er dækket af sygesikringen, samt evt. private forsikringer.

Jeg har haft symptomer i ca. 4½ måned. Jeg er ikke blevet helt rask, men symptomerne er nu aftaget så meget, at jeg for ca. 14 dage siden genoptog mit arbejde på fuldtid. Jeg modtager i øvrigt stadig fysioterapi.

I de første 2 måneder havde jeg det konstant skidt, dvs. kvalme, utilpashed, hovedpine, svimmelhed, træthed og kraftigt koncentrationsbesvær. Jeg var dog i stand til at foretage indkøb, lettere madlavning og gå en tur ca. hver dag, men undgik helst sociale arrangementer. Det blev meget langsomt bedre og tog et afgørende ryk, da jeg fik fysioterapi første gang ca. et par måneder efter. Derefter havde jeg det - i ca. 1 måned - ok om morgenen og så længe jeg holdt mig fra aktiviteter. Symptomerne kom, hvis jeg så fjernsyn eller kom til at læse lidt avis el.lign.

Jeg startede derefter på at arbejde ca. 1 time om dagen og øgede langsomt arbejdstiden. Det skal dog siges, at jeg de første 3 uger, stort set kun var på arbejde med henblik på at bevare den sociale kontakt, da jeg ikke var i stand til at koncentrere mig uden at få følgesmerter.

Det skal også siges, at jeg de første par uger efter pådragelse af hjernerystelsen forsøgte at gå på arbejde igen og blev 2-3 gange sat kraftigt tilbage. Set i bakspejlet var jeg på ingen måde klar til at arbejde, men det var som om jeg kunne bide smerten i mig og ”tage skraldet” bagefter.

Ellers synes jeg, at symptomerne har været jævnt aftagende, dog med meget skiftende symptomer dag for dag. Symptomerne er der stadig, men opleves meget mere overkommelige i forhold til hvad jeg har oplevet tidligere. Jeg formoder, at nogle af symptomerne skyldes spændinger, bl.a. pga. det lave aktivitetsniveau, mens nogle symptomer nok skyldes selve hjernerystelsen.

Jeg kan kun opfordre andre til at få fysioterapi hurtigt, fordi en del af symptomerne evt. kan relateres til spændinger i ryg, nakke og hoved.

Opdatering 5 måneder senere:

Hej igen. Endnu engang har jeg kun ros til overs til din/jeres hjemmeside. Den er virkelig godt skruet sammen. Og så man må sige, at den har været stærkt savnet ude i cyberspace (men det antyder I jo også).

Herfra kan siges, at jeg næsten er tilbage på fuld kraft, men må erkende at der stadig er dage, hvor jeg bliver mindet om, at det ikke er helt ovre. Men det er jo ingenting i forhold til, hvordan jeg tidligere har haft det. Jeg stoppede med fysioterapi for godt en måned siden og begyndte i stedet med nogle små løbeture for at løsne op i nakke/ryg (og for ikke at blive alt for slatten:)). Har nu jævnligt løbet en måneds tid og føler at en del af nakkespændingerne er forsvundet.

Norsk kvinde, 31 år, skriver i marts 2006:

Hei!  Jeg er en aktiv jente på 31 år. Jeg har nu hjernrystelse for 4.gang på 8 år. Hver gang har det tatt ca 3 måneder før jeg har blitt bra. Nå er jeg på den 9.uken....

Det dere ikke hadde skrevet noe om er hetetokter (=hedeturer). Når jeg blir sliten og det blir litt mye for meg så får jeg hetetokter.

Ellers syns jeg disse kommentarer er irriterende at få:
- ”Er du sykemeldt ENDA? Så lang tid det tar før du blir bra da... ”
- ”Jeg merker på humøret ditt at du ikke er i form... ”
- ”Bli med på fest a, du kan jo bare ta det litt med ro...”

Ellers har jeg kort lunte. Tåler ingen kommentarer og heller ikke noget mas.
Tusen takk for at dere har laget et skriv om dette!

Jeg vil meget gerne høre om hvordan du opføre dig under hjernerystelsen - hvilke regler følger du ?

Hei igjen!
De 2 første gangene jeg fikk hjernrystelse var jeg 100% sykemeldt. Den andre gangen ble jeg skikkelig deprimert ettersom jeg ikke gjorde noenting. Legen ba meg bare slappe av. Dvs ikke se på tv, ikke lese, ikke trene, ikke jobbe osv. Det var ingen bra idé. Derfor fulgte jeg ikke legens råd den 3.gangen og denne gangen. Jeg har gått turer, sett på tv inntil jeg får vondt i hodet. Jeg "krevde" også aktiv sykemelding fra den 3. uken jeg var sykemeldt. Dvs at jeg kan være på jobb, men ikke gjøre mine vanlige arbeidsoppgaver. Jeg kom og gikk akkurat som jeg ville. Jeg hentet kaffe, tørket litt støv og var sammen med kollegaer i lange lunsj pauser. Det var ikke mange timene jeg holdt ut, men da slapp jeg å være hjemme. Nå jobber jeg 20% det beynte jeg med etter 6 uker. Det fungerer, men det holder med 20%. Det tilsvarer 1.5 time pr dag i arbeid. Så er jeg her og er litt sosial dersom jeg orker det.
Jeg tror det er viktig å være sammen med andre mennesker + ikke være for lenge borte fra jobben ettersom det er lett for at man blir deprimert og lei seg. Det tar på når man ikke kan gjøre eller være med på omtrent noenting.

Det høres kanskje ut som jeg er aktiv, men det er mange timer på sofaen også.... Jeg har lånt meg lydbøker på biblioteket som jeg hører på.  

35-årig kvinde med 2 års hjernerystelse, skriver i oktober 2006:   + opdatering

Jeg styrtede på cykel (UDEN cykelhjelm, øv). Var ikke bevidstløs.

I de første 3 uger hvilede jeg meget, men når jeg friskede lidt op, lavede jeg noget. Man er jo vant til at være i gang. Og jeg savnede at være i gang. Før ulykke dyrkede jeg rigtig meget sport – så jeg havde abstinenser. Jeg var ude og gå lange turer. Og efter 1-2 uger også cykle, løbe og gå i svømmehal – lægen opfordrede mig til at komme ud og igang. Jeg kan huske at det ofte sejlede rundt inde i hovedet. Efter en uge oplevede jeg for første gang den vanvittig voldsomme reaktion på overanstrengelse – som en blanding af høj feber, migræne og eksplosion. Jeg nåede kun at forklare lægen, at jeg lå og rystede, så sagde hun, at det betød ikke noget – det var bare psykisk. Og jeg skulle bare se at komme i gang. Fuck! Langt senere er jeg kommet frem til, at hun var en af de læger, som mener, at hvis man ikke har været besvimet, så går hjernerystelsen hurtigt over eller så får man ikke ’rigtig’ hjernerystelse ! Suk, det passer jo ikke. Det var nok derfor, at alt hvad hun sagde til mig var, at mine symptomer ikke betød noget, at det bare var psykisk, at jeg ikke skulle bekymre mig, og skulle se og komme i gang. Argh, hvor har jeg senere forbandet hende ! Men dengang tænkte jeg bare, at det var irriterende, at hun ikke anerkendte hvor skidt jeg havde det, og at jeg satme nok skulle passe på alligevel (det ku jeg tydeligt mærke var nødvendigt). Men jeg troede på det med, at der ikke var grund til bekymring. Sikkert fordi jeg ønskede snart at være rask igen. Dengang vidste jeg ikke, at reaktionen på overanstrengelse kom med forsinkelse, fx først kom næste dag.

Efter 3 ugers sygemelding lettede den mest massive træthed, og så var der 3 uger, hvor jeg prøvede at gå på arbejde, men ikke mere end 2-3 timer om dagen. Nogle dage var jeg dog helt slået ud og måtte blive hjemme.

Det var sådan noget med at arbejde ved computeren indtil hovedet ’sandede til’, eller det strammede. Så lagde jeg mig og hvilede indtil det var gået væk igen. Nogle gange var det svært at slippe arbejdet, og så føltes det som om nogen havde slået mig med et bræt på baghovedet ! Utroligt at lægen ingen advarsler havde givet mig.

Jeg var kun påpasselig, fordi jeg selv kunne mærke, at jeg ikke skulle kører for hårdt på. Det skal lige siges, at det er nemmere sagt end gjort, når man er vant til et super aktivt liv i en vrimlende hverdag. Selvom man er blevet syg, kører man jo i høj grad hverdagen på rygmarvsreaktioner – så det er svært pludselig at ændre vaner.

Så efter 5½ uge ’crashede’ jeg. Aftenen før syntes jeg, at hovedet havde fået det bedre, og jeg tænkte ’nu er hjernerystelsen nok ved at være slut’ – hvilket betød at jeg ikke var så påpasselig dagen efter. Om natten havde jeg for en gangs skyld ikke havde sovet vildt meget. Det gav også dårlig dømmekraft dagen efter. Og en hjerne, som kan tåle mindre. Jeg cyklede de 13 km på arbejde (fordi jeg syntes, jeg var i underskud med motion). Jeg var på arbejde både alt for længe, og så var der bare for meget, som trængte sig på. Stress. Travlhed. Ikke godt for en hjernerystelse! Jeg snøvlede rundt. Hang i neglene. Kunne slet ikke overskue at sige fra, for al min begrænsede hjernekapacitet gik på at få løst opgaverne. Det er sgu også strengt, at man skal passe på en beskadiget hjerne MED en beskadiget hjerne !!!

Bagefter var jeg SÅ kvæstet. Lammet i hovedet. Kunne intet. Der gik flere dage, før end jeg friskede nok op til at begive mig ud i noget igen. Og slam blev jeg atter ”slået omkuld”. I cirka 3 uger var det slemt – med massiv træthed, og at der skulle ikke meget til før jeg fik det modbydeligt slemt (lede hovedpiner m.m.). Det var som om hjernen var sammenklappet. Som om der var sat skilt op ”Vejarbejde – ingen gennemkørsel”. Jeg blev selvfølgelig panikken over, at det var blevet værre. Og at jeg ved at lave helt almindelige ting kunne slå mig selv så meget omkuld ! Det var først her, at det rigtig gik op for mig, at jeg selv var skyld i forværringerne. Det tager noget tid at fatte. Og i starten ønskede jeg kun se, at jeg snart blev rask.

Lige siden har jeg haft disse tilbagefaldsperioder, hvor jeg pludselig kan tåle mindre og må hvile mere end dagene eller uger forud. Det kommer altid pludseligt, men er langsomt om at blive bedre igen. Det kan tage alt fra et par dage til flere uger. Siden har jeg hørt om få andre ’hjernerystere’, som også har haft så voldsomme tilbagefald. Mens for andre er der også gode og dårlige perioder, men ikke det samme med at blive slået helt tilbage til nulpunktet hver gang.

Da jeg var ovre dette første tilbagefald, og igen var frisk nok i hovedet til at lave ting, fx være på computeren, forventede jeg snart at komme på arbejde igen. Men jeg ville lige blive stærkere hjemmefra først, førend jeg udsatte mig for tempoet på arbejde. Efter to uger fik jeg tilbagefald igen. Pyh, så hårdt. Der gik ET ÅR! før end jeg igen var frisk nok til at komme på arbejde !!!

Efter det andet tilbagefald var de friske perioder mindre friske. Jeg blev svagere. Endeløse pinsler. Hen over det første halve år kunne jeg tåle mindre og mindre. F.eks. havde jeg gået i svømmehallen to gange om ugen det første halve år, men efterhånden blev det hårdere og hårdere. Jeg måtte kravle op af bassinet og hvile på gulvet, fordi jeg fik det for skidt til at svømme videre. Jeg havde svært ved at have gæster særlig længe. Det endeløse smertehelvedet kan slet ikke beskrives !!! Slået-ud-træt, det meste af tiden følte jeg mig som en våd karklud smidt på sengen: helt uden egendrift, kunne ingenting, helt splattet ud. I perioder var jeg svimmel. Hyletone i ørerne, som nogle gange blev rigtig slem. Lyde og lys var vildt irriterende for hjernen. Når hovedpinerne var værst, havde den ydre verden ingen betydning. Det havde ingen betydning om jeg blev fyret fra arbejde og hvad andre mennesker sagde og gjorde – smerterne er så voldsomme, at det kun havde betydning om de vil holde op !!!!!

Jeg prøvede at hvile det væk. Fordi jeg ofte fik det værre ved at lave noget, ville jeg bare ikke provokere det mere. Orkede ikke mere at få voldsomme hovedpiner og henligge i ugelang tung-træthed. Men jo flere uger, jeg hvilede, desto mindre kunne jeg tåle. Hvad foregår der ??? Og jo mere nedslået blev jeg over den situation, jeg var havnet i.

Men jeg fik da hovedpineniveauet ned ved at hvile. Og der skete den ændring i hovedpinetyperne, at mens hovedpinepiller slet ikke hjalp de første 3-4 måneder, så begyndte de at virke 20% og nogle måneder senere 50%. Dét er en god udvikling. Men så frarådede en neurolog mig kraftigt at bruge hovedpinepiller. Så jeg gik fra at tage hovedpinepiller 2 gange om dagen til 1-2 gange om måneden.

Efter et halvt år var jeg så svækket, at jeg måtte flytte hjem til min mor. Efter en måned gik det bedre, men senere kom der igen et langt tungt tilbagefald igen. I et halvt år levede jeg på vågeblus, f.eks. kom jeg ikke ud i butikker. Lå slået ud i sengen langt det meste af tiden. Der skulle meget lidt til, for at jeg fik forværring. Nogle gange var jeg så slået ud, at jeg havde svært ved at tale. Et endeløst helvede. For når man bliver slået tilbage til nulpunktet igen og igen - efter så lang tid (der var snart gået et år) - så bliver håbet om en bedre fremtid meget meget lille :-(

Mange dage var det mest aktive, jeg lavede på en dag, at tage et bad !!

Det har været så barskt psykisk. Så svært at holde modet oppe. Så opslidende. Min mor har været der SÅ meget for mig.

Heldigvis kunne jeg hører radio (det kunne jeg ikke i de første 5 måneder). Der er meget interessant på P1 og meget sjovt på P3. Stor hjælp at kunne placerer tankerne på noget andet end sygdom, sygdom, sygdom. Og så fik jeg en kat. Katte sover 20 timer i døgnet = god sygepasser. Og igen rart at kunne tænke på noget andet end sygdom.

 

Hvordan kom jeg op derfra ? Ja, det er da også et mirakel. Egentlig en kompleks historie. Det var flere ting:

1) En vigtig del af min opstigning var, at jeg efterhånden havde lært flere og flere af mekanismerne i hjernerystelsen at kende – fx hvis man har ligget hel fladmast i sengen i 3 uger, så kan man ikke bare gå en tur på 20 minutter, det er for voldsomt for hjernen (jeg knækkede sammen efter 5 minutter !!!). Så skal man starte med gåture på 1-2 minutter.

Jeg delte alting op i små bidder - og hvilede imellem. Hviletiden brugte jeg også på at planlægge den næste aktivitet. Så tingene ikke løb af med mig, fordi jeg havde engageret mig i for meget. Altså noget med at være god til at organisere dagen ud fra 'reglerne'.

Stram styring. Det var noget med hele tiden at være bevidst om mit niveau (hvor lang tid gå tur, tale i telefon, være på computeren, og hvor lang tids hvile). Og have en fornemmelse af hvornår dagens kvote for aktivitet var opbrugt.

Og så var det noget med at blive god til at sige stop, når noget begynder at blive anstrengende for hovedet - det er bare at øve, øve, øve. Og kun øge aktivitetsniveauet på gode dage.

Det er mindst lige så krævende som et arbejde. Men det giver faktisk en ro i sjælen at styre dagen så stramt. Det giver en følelse af at være på sikker grund.

2) Det betød også noget, at jeg havde fået grædt og raset ud over det, som var hændt mig - haft sorg over tabet af frihed og styrke. Og dermed havde set situationen i øjnene og erkendt mine nye livsbetinglser. Så kan det ligesom kun gå fremad derfra ! Og der går ikke så mange kræfter på at være irriteret over situationen.

3) Det betød også meget, at jeg var parat til være stålsat - og bare VILLE passe på, og VILLE arbejde mig op. Jeg havde indset, at jeg havde kniven på struben: "Du bliver nød til at styrer dig, hvis du skal få det bedre! Hvis du skal have et liv overhoved!". Jeg var meget disciplineret med stopur på aktiviteterne og med at hvile imellem alting. Kigge på uret, fx. "nu skal jeg mindst ligge ½ time, før end jeg må rejse mig igen".

4) Det var en stor støtte, at jeg endelig fandt en god praktiserende læge, som virkelig havde en dybere forståelse for langvarig hjernerystelse, hende fandt jeg efter 10 måneder (inden da havde jeg talt med flere læger og neurologer).

5) Endelig gav det mig et løft, at jeg fik ’lykkepiller’. Den slags havde jeg ellers uvilje overfor. Men det var nyttigt. Og det er ikke for ingenting, at der findes Geneve-konventioner imod tortur og at Amnesty Int. kæmper imod isolationsfængsling !!!! At være så meget spærret inde og stå model til så mange smerter gør ethvert menneske deprimeret. Siden har jeg også erfaret, at det er rigtig skidt for hjernerystelsen at være i 'alarmtilstand'. Hvilket jo ligesom er ret svært IKKE at være, når man ligger slået ud uge efter uge, måned efter måned, med endeløse smerter. Dér kan 'lykkepiller' give ro - og et løft.

6) Mini-motion. Nakkeøvelser. Små gåture, som startede på 2 minutter ! og over 2 måneder blev øget til 20 minutter. Lidt mave- og rygbøjning på stuegulvet. Skulderrulninger. Stræk. Korte lette øvelser mange gange i løbet af dagen. Det er godt mod spændinger - og stimulere også hjernen på en god måde.

Ganske langsomt arbejdede jeg mig op til at kunne mere og mere. Forsigtig laaangsom optrapning. Den optur startede efter ét års hjernerystelse. Og efter et par måneder ku jeg flytte hjem til mig selv igen.

Efter 1 år og 2 måneders hjernerystelse begyndte jeg forsigtigt på arbejde. Jeg er taknemmelig for ikke at være blevet fyret undervejs. PS: fraværet havde været delvist uden løn (så fik jeg sygedagpenge i stedet).

Nu har jeg været tilbage på arbejde i 10 måneder. Op- og nedturene fortsætter – med meget forskellig varighed. Nedturene er dog slet ikke så slemme som tidligere. Men jeg kan stadig ikke arbejde mere end 2-3 timer om dagen, og omkring 4 arbejdsdage om ugen. Dog har jeg fået det bedre og kan (lidt) mere generelt.

Når jeg er på arbejde, må jeg jævnligt lige lægge mig ned i 5-10 minutter og hvile. Jeg er superglad for at komme på arbejde. Godt at være ude i livet igen. Det var dødssygt at være fuldtidssygemeldt.

Jeg har vænnet mig til hjernerystelsens betingelser. Pånær når jeg har haft tilbagefald i et par uger, hvor jeg tvinges til at hvile ekstremt meget, så bliver jeg i dårligt humør og sur over indespærringen.

Jeg tænker, at måske bliver jeg rask om et par måneder eller måske om et par år. Men det kan jeg ikke gå og tænke på. Faktisk er jeg i det daglige ligeglad med, om jeg bliver rask engang. Nu er jeg bare optaget af, hvad jeg kan få ud af livet på de nuværende betingelser.

Jeg kan godt se fremskridt - når jeg ser ½ eller 1 år tilbage. Hovedpineniveauet er meget lavere. Fysioterapi har hjulpet på nakkespændinger, men der er stadig noget - og det bliver værre efter tilbagefald. Det var ’kun’ det første 1½ år, at mit søvnmønster var unormalt (jeg sov mere, og faldt i søvn tidligere på aftenen end før). Hvor længe jeg kan koncentrere mig, og hvor meget jeg kan lave på en dag, afhænger af, hvad jeg har trænet hjernen op til (det er en langsom proces), og om jeg har tilbagefald eller lige har været ude i en overanstrengelse. Jeg mærker jævnligt hovedets begrænsning. Det er grænser for hvor meget jeg kan øge. Omvendt hvis der er gået længere tid, siden jeg sidst overbelastede hovedet og ’fik tæsk’ bagefter, så kommer det helt ad sig selv, at jeg er mere og mere aktiv – indtil jeg ’rammer muren’ igen. Efter det er jeg lige forsigtig et par dage.

December 2006
Der er sket markant fremgang, siden jeg skrev sidst. Over de sidste 3 måneder har jeg næsten fordoblet min arbejdstid. Fra kun at kunne arbejde 4 dage om ugen (jeg måtte hvile ud om onsdagen), kan jeg nu arbejde alle 5 dage. Og hvor jeg før havde et 3-timers loft (= det gik galt hver gang, jeg arbejdede mere end 3 timer på en dag), kan jeg nu arbejde over 3 timer. Og ind imellem 4½ time (på gode dage). Fra 9-11 timer om ugen er jeg nu kommet op på 18 timer om ugen. Det er dog på betingelse af, at jeg lægger mig og hviler 5-10 minutter, mindst en gang i timen, mens jeg er på arbejde.

Men hvis jeg skal lave noget meget koncentrationskrævende og/eller ikke kan tage hvil, når hjernen kræver det (det er typisk når jeg har et vigtigt møde på arbejde, hvor jeg skal være meget på banen), så kan jeg kun være på arbejde 1-2 timer ... og så er jeg mere kvæstet bagefter end normalt efter arbejde.

Fantastisk at efter jeg IKKE har kunne øge min arbejdstid i de første 9 måneder (arbejdstiden svingede mellem 7 og 11 timer om ugen), så pludselig rykker det. Nu ligger jeg på 15-20 timer om ugen. Og jeg er mere frisk resten af tiden. Det gør mig SÅ GLAD !

Generelt er symptomerne på et meget lavt niveau. Men jeg må stadig hele tiden lytte efter, hvornår hjernen bliver træt. Nu er jeg supertrænet i det, så det er sjældent at det glipper for mig - og når det går galt, er overanstrengelsen ikke så stor.

Jeg sørger for at få lidt motion hver dag og jeg laver stadig nakkeøvelser. Det gør klart en forskel om jeg får det gjort.

April 2007
Jeg har lige talt med én, som har haft HR i 5 år og har oplevet de samme voldsomme tilbagefald som jeg. Dér hvor man bare må ligge ned hele tiden og det er anstrengende at være oppe. Hun fortalte, at hun havde fået et operativt indgreb for at lukke hullerne i hjernehinden. Tanken er at man ved ulykken har fået små huller i hjernehinden (som er for små til at blive set ved scanning) - og så siver hjernevæske ud. Det hænger sammen med oplevelsen af at det er ubehageligt at være oppe, men det hjælper at ligge ned. Interessant !  Hullerne kan langsomt reparere sig, men ved stor overanstrengelse kan arene springe op igen. Det operative indgreb er noget med at prøve at få blodplader til hjælpe med at reparere hullerne ordentligt (blood patches). Hende som havde prøvet det, sagde at hun oplevede markant bedring i hendes tilstand bagefter. Men helt rask er hun ikke blevet.

Heldigvis (7-9-13, bank under bordet) har jeg ikke haft den type tilbagefald i 6 måneder nu (stort smil :-)). Men det er rigtig interessant at høre, for det giver en forklaring på noget, som flere læger og neurologer har affejet: at de tunge voldsomme tilbagefald havde noget med slaget på hovedet at gøre. Det er nok psykisk, sagde nogle. Hende som fortalte mig om det, sagde at metoden kom fra U.S.A. og blev foretaget på Glostrup Sygehus (i forbindelse med hovedpineklinikken). Men udenfor Glostrup Sygehus kender neurologer og læger her i Danmark ikke til metoden .

Juli 2007
Fortsat fremgang - stadig i meget langsomt tempo, men sikkert ! Og det gør mig glad. Jeg er slet ikke forpint mere. Jeg mærker ofte små-symptomer i hovedet. Og nogle gange bliver hjernen overanstrengt - men så stopper jeg op og hviler. Det ligger på rygmarven nu. Jeg tænker ikke over det. Og er i det hele taget ikke hverken bekymret eller frustreret over hjernerystelsen mere. Selvom jeg stadig har nedsat kapacitet.

Arbejde: Jeg fik tilbageslag i arbejdstiden i februar, fordi der var en masse bøvl med kommunen. De er godt nok barske i Købehavns kommune. De erklærede mig fuldt arbejdsdygtig på ultratyndt grundlag. Jeg klagede naturligvis over afgørelsen (øv, det har været mega krævende og hårdt at hitte rede i hvordan man laver en ordentlig klage).

Det har så bare taget 9 måneder (!!!) før end Ankenævnet gav mig medhold! I mellemtiden måtte mit arbejde fyre mig. At jeg fik medhold af Ankenævnet har umiddelbart ikke den store betydning. For kommunen stoppede mine sygedagpenge 5 uger før sygedagpengeperioden udløb. Nu får mit arbejde de 5 ugers sygedagpengerefusion udbetalt. Men Ankenævnet konkluderer også, at loven ikke giver mig mulighed for forlængelse af sygedagpenge ud over de 2 år, jeg har fået. Da jeg fortsat er i bedring, kan jeg heller ikke få fleksjob, revalidering eller hvad der nu ellers er af ordninger, skriver Ankenævnet. De er nemlig alle strammet op af regeringen, således at de kun tildeles, hvis man har varig nedsættelse af arbejdsevnen. Så jeg er havnet i et hul i lovgivningen ! Smukt smukt :-(

Nå, min overlevelse er så at gå på deltid på arbejde. Jeg vil ikke have at offerrollen fylder mit liv, og jeg vil ikke rive mig til blods på at slås med systemet - jeg vil holde fast i mit arbejde og fortsætte min kurve med fremgang. Og så leve på et økonomisk minimum. Min erfaring siger mig, at jeg forsat kan få det bedre, hvis jeg er i trygge rammer, herunder er på mit arbejde. I modsætning til, hvis jeg føler mig under pres og skal slås med kommunen ... så risikerer jeg tilbagefald. Uanset at det er uretfærdigt og et svigt i velfærdssystemet, så er jeg ikke i tvivl om hvad jeg vælger. Min arbejdsplads er heldigvis super-støttende og har givet mig en deltidskontrakt her når min opsigelse udløber i juli.

I april nåede jeg for første gang op over 50% arbejdstid (det er 18,5 time pr uge, når man er offentligt ansat på 37 timer). April var næsten 20 timer om ugen. I maj steg den til 21 timer og i juni til 22 timer ! Fantastisk dejligt at man kan blive ved med at have fremgang efter 2½ års HR. Måske vil det så stå stille igen i nogle måneder. Jeg tager det som det kommer - bitter erfaring har lært mig, at det er den bedste måde at tage det på.

Jeg hviler stadig 2 timer efter arbejde. Og hviler ofte kort i løbet af dagen. Men ellers kan jeg også mere og mere i min fritid. Min tilstand er meget stabil nu: jeg magter cirka det samme hver dag. Det er sjældent, at jeg har de der helt elendige dage, hvor man kun kan ligge i sengen. Overanstrengelseshovedpiner forekommer stadig - men det er måske én gang om måneden, og ikke så slemt mere. Det skyldes ikke mindst at jeg er god til planlægge min tid, begrænse mig og indrette mig efter hjernens signaler.

Super super - det endeløse helvede kan godt få en ende :-)

29-årig mand næsten rask efter 10 måneders hjernerystelse, skriver i oktober 2007:

Jeg skriver til jer, da jeg har været ramt af en alvorlig HR efter et brutalt overfald. Har ligget som en ”grøntsag” i 7 måneder, men på mirakuløs vis sidder jeg i dag og passer mit arbejde og lave de ting jeg har lyst til. Dog er der få dage, hvor jeg lige skal hvile lidt om aftenen, men ellers ok.

Det har været den hårdeste tid i mit liv og det mest katastrofale, jeg har været udsat for. Derefter havde jeg et stort behov for at få information om hvad HR egentlig var, i hvilke grader det var, hvad måtte man og omvendt – og vigtigst af alt, blev jeg ”normal” igen.

Som patient med HR fandt jeg hurtigt ud af at HR-emnet var meget lidt udbredt – selv blandt læger, hvilket var meget foruroligende, da jeg tænkte på det hele tiden og havde 1.000 af spørgsmål.

Da jeg endelig kunne sidde ved min PC, fandt jeg denne hjemmeside, hvilket har hjulpet mig på mange måder. Jeg ville ønske at hjemmesiden var mere kendt, så flere patienter og læger kunne få gavn af denne.

Her er mit forløb:

Starten på mit mareridt
Det hele startede den 18. november 2006, hvor jeg afholdt julefrokost for personale/kollegaer og familie.

Under vores julefrokost var der en masse unge mellem 18-27 år (ca. 20 personer) der løbende chikanerede vores julefrokost og personale, når de var udenfor at trække lidt frisk luft. Det hele ender med at vi ringer til politiet og får dem skræmt væk, så vi kan fortsætte vores hyggelige stemning.

Den korte version er, at jeg senere på aftenen ikke så langt fra vores bygning bliver overfaldet af nogle af dem, som var blevet smidt væk. Det ender med at jeg bliver slået i hovedet og falder ned og rammer med mit hoved på brosten. Mens jeg ligger ned, sidder den primære overfaldsmand på mig og slår mig i hovedet, mens jeg ligger direkte på brostenene med hovedet – her bliver jeg mindre bevidstløs. Efter adskillige slag i hovedet rejser den primære overfaldsmand sig fra mig, da jeg ligger helt stille. Han bakker væk fra mig og står et godt stykke fra mig og venter. Han venter på at jeg skal komme lidt til mig selv, hvor jeg ligger mig om på maven og prøve at rejse mig. I det øjeblik jeg prøver at rejse mig, kigger jeg op og ser han kommer løbende og sparker mig direkte i hovedet – herefter er jeg bevidstløs.

Jeg kommer mere til mig selv på skadestuen på Odense Universitets Hospital med ondt i kroppen og føler en bombe er sprunget i mit hoved. Desværre måtte man ikke give mig smertestillende, så min krop gik i spasmer. Mit hoved er ”ommøbleret” og ingen ved, hvor galt det er før jeg har været til scanning. Før scanning begynder min korttidshukommelse at svigte og jeg frygter en blødning i hjernen. Heldigvis var der ingen blødning i hjernen, men store hævelser i hovedet der var årsagen til min situation. Udover min HR som var den værste, slap mine tænder og øjne, men fik en knust næse og roteret hals/nakke hvirvler.

Efter et langt ophold på Hospitalet – og min korttidshukommelse som heldigvis kom igen, måtte jeg komme hjem og ligge. Grundet min tilstand, sover jeg på dette tidspunkt ca. 85 % af døgnet og ligger stort set ned hele tiden. Jeg hverken måtte eller kunne noget – var kort sagt en grøntsag. Når jeg endelig var vågen kunne jeg kun tænke – tænke på det der skete, spørge mig selv, hvorfor nogen mennesker er så psykopatiske og den vigtigste tanke: bliver jeg nogensinde rask igen. Tv, læsning, PC eller noget som helst var ikke muligt – jeg kunne kun ligge og tænke, når jeg var vågen. Havde det ikke været for min kæreste og vores hund, var jeg blevet sindssyg af at ligge så meget – også det at jeg på daværende tidspunkt ikke kunne tage vare på mig selv 100 %.

Grundet min HR, var mine symptomer:

• Kunne ikke stå eller gå

• Kunne ikke tåle lys eller høje lyde

• Var konstant træt

• Følte der blev kastet mursten på mit hoved hele tiden

• Voldsomt tung i hovedet og øjne

• Koncentrationsbesvær

• Træthed

• Var svimmel og kunne ikke fokusere

• Havde kvalme og absolut ingen appetit

At ligge ned og have det sådan var et direkte mareridt. Specielt fordi jeg før overfaldet var en aktiv person, med masser af sport, egen virksomhed og normalt fuld fart frem i dagligdagen – dette var bare ikke mig, men jeg kunne intet gøre.

Min tanke om jeg nogensinde blev rask igen, blev ved med at komme igen og igen og igen. Det påvirkede mig psykisk.

Mødet med lægen/erne (2 måneder)
Efter et par måneder hjemme, kunne jeg begynde at blive kørt til en læge og andre specialister – jeg ville jo gerne have nogle svar. Og vigtigst af alt: om der var nogen der kunne fortælle mig om jeg blev rask igen. I den lange periode har jeg ligget og ventet på at kunne være i stand til at blive kørt til en læge for at få svar. Men mit møde med lægen og specialisterne var ikke en succes – tværtimod. Ingen kunne forklare mig ret meget, komme med præcise forklaringer eller rådgivning. Det eneste alle kunne sige var, at jeg skulle forholde mig i ro og se tiden an. Det er ikke nemt, når man absolut vil have svar og ikke ejer skyggen af tålmodighed.

Efter de mange konsultationer, var jeg blevet frustreret og rigtig ked af det – hvad nu?

De få minutter træning foran pc og tv (3-4 måned)
Mellem 3-4 måned er jeg stadig sengeliggende og med meget lidt bedring – alt for lidt. Jeg beslutter mig for at teste mig selv med få minutters træning ved min pc og tv. Tiden ved min pc brugte jeg på at finde svar om HR, da der tilsyneladende ikke er nogen i Danmark, der ved ret meget om dette emne 

Helt tilfældigt via Google, fandt jeg www.hjernerystelse.dk. Efter at have set nærmere på siden kunne jeg jo se, at jeg ikke var den eneste. At der var personer der kunne rådgive en, for de havde været / er i ”samme båd” samt læse deres historier. Hjemmesiden gav mig fornyede kræfter og livsmod på, at det hele nok skal gå – der var jo lidt sandsynlighed for at komme ovenpå igen. Hjemmesiden var den eneste information, jeg har kunnet finde i Danmark omkring HR, som virkelig kunne bruges til noget.

Det positive sind (5-6 måned)
Efter at have været på hjemmesiden flere gange, når jeg trænede mit hoved, fik jeg mere og mere at tænke over, når jeg ikke lå og sov – tænkte på en køreplan med mit liv, situation og målsætning.

I denne periode sov jeg mindre og jeg kunne begynde at gå ture – ture som jeg nød, for det var min største bedrift i mange måneder – og så frisk luft. Jeg gik 3 ture om dagen der varede mellem 10-20 min. pr. tur.

De var blevet en del af mit daglige program. Udover de dejlige gåture, ville jeg leve sundt. Jeg spiste sundt og tog vitaminpiller. Min egen overbevisning var, at min krop skulle være stærk og have de rigtige ting at arbejde med.

Oven i alt dette, lovede jeg mig selv at være positiv og optimistisk. For når jeg var ked af det, tænkte og de mange triste ting, fik jeg endnu mere ondt i hovedet. Derfor ville jeg være positiv i mit tankesæt så godt jeg kunne – jeg VILLE blive rask og kunne føre et normalt liv igen.

Vand gør godt (6-7 måned)
Vand gjorde mig godt på mange måder. Med min HR drak jeg vand – rigtig meget – jeg følte at det gjorde noget godt på mig, så jeg gjorde det.

Derudover var jeg begyndt at svømme i en svømmehal to gange om ugen i max 20 minutter pr. gang.

At komme i vand med sin krop og hoved virkede vidunderligt. Dog var jeg lidt ekstra svimmel de første gange, når jeg kom op, men det dæmpede sig igen, når jeg lige hvilede mig en lille time. Bare det at kunne lave noget fysisk, føltes som elektricitet i hele kroppen og at den gjorde mig stærkere for at kæmpe mig op fra HR’en.

Kort tid efter begyndte jeg langsomt styrketræning på meget meget lavt blus – det var hårdt og lidt ubehageligt i starten, men det vidste sig at være godt for mig i sidste ende.

Det skal siges at ved min 6-7. måned begyndte jeg først at mærke lidt fremgang, både i hovedet og de ting jeg var i stand til. Jeg havde jo på dette tidspunkt været sengeliggende i ca. 6 måneder. I hele min periode har jeg ikke taget smertestillende, for jeg ville kunne føle på min krop og hoved, hvor meget eller lidt belastet det var og hvad jeg kunne tåle.

Mit arbejde og mit gennembrud med min HR (7-8 måneder)
Jeg har været selvstændig i ca. 8 år og det passede mig naturligvis ikke at ligge ned i så lang tid. Men intet kunne gøres – jeg var jo ikke i stand til noget som helst – end ikke seriøse samtaler over telefonen.

Jeg startede op med få timers arbejde om ugen og helt lette og ikke særlig krævende opgaver. Uanset hvad jeg lavede, så følte jeg mig levende igen – at jeg havde en betydning og kunne gøre noget. Følelsen af at gå ind på mit kontor første gang og hilse på mine kollegaer var for mit vedkommende et følsomt - men også vigtigt - øjeblik. At kunne begynde at lave normale ting igen, var en del af min plan med mig selv og arbejdet med mig selv.

Efter at arbejde få timer om ugen og langsomt øge min tid på arbejde, skete der noget. Jeg kunne mærke på mig selv at jeg var blevet mere frisk og nogle af mine bivirkninger var forsvundet eller blevet meget mindre. Jeg kunne magte flere ting og til sidst endda et par møder, hvor samtalerne er koncentreret.

Mit gennembrud til det bedre med min HR var sket og jeg havde det godt trods mine omstændigheder – nu troede jeg for alvor på et normalt liv igen.

Min situation i dag oktober 2007
Jeg er i den situation nu, at jeg er så heldig at kunne føre et normalt liv igen. Samliv med kæresten og vennerne, festerne, arbejde, træning – alt som jeg kunne før.

Med mit arbejde står jeg op kl. 06.00 hver morgen og er hjemme ca. kl. 17.00. Jeg kan arbejde normal tid på arbejde, men det hænder, at hvis jeg er presset og stresset, så er det noget, der ”trigger” min HR og jeg får behov for at sove. Når jeg får det sådan, skal jeg sove og vågne, når jeg vågner – ikke noget vækkeur. Herefter er jeg ok igen. Så mit liv er normalt, men der kan komme en gang imellem, hvor jeg skal ligge mig – det er tydeligt, at det hjælper at sove og så er jeg klar igen.

Jeg har haft HR i svær grad i samlet 8 måneder, men nu vil jeg betragte mig selv som 90 % i orden igen og håber naturligvis på de resterende 10 % kommer med i mit liv. 

At sætte sig nogle mål og arbejde med sig selv, gøre kroppen stærk ved at være sund og være positiv – det har været en god indflydelse på min situation. Derudover er jeg af naturlige årsager drevet meget af mit arbejde og jeg er sikker på at det har haft en stor indflydelse på min fremgang i sidste ende.

Behovet for information som HR ramt, har været utrolig vigtig for mig. Derfor vil jeg dele min historie med andre der er HR ramte, så I også kan se at det kan gå til det bedre trods alt det man har været igennem.

Held og lykke fremover !

 

    30-årig kvinde stort set rask efter 10 måneders hjernerystelse, skriver i oktober 2007:

Efter 2 måneders hjernerystelse
Jeg fik hjernerystelse den 9. december 2006. En buschauffør, der kørte på siden af mig, ville vige for en anden bilist, overså desværre lille mig på cyklen og trak pludselig ind foran mig på vejen. Og dér sagde jeg så hej til kantstenen og farvel til en livlig hverdag. Øv.

Det går fremad, men jeg er ikke startet på arbejde endnu. Denne skrivelse bliver også skrevet med solbriller på. Tak for det dejlige råd :-)

Jeg har netop givet hjemmesiden videre til 2 andre, som jeg via arbejde og venners venner har hørt er i samme situation som mig. Ingen af dem kendte til siden, og de har haft hjernerystelse i henholdsvis ½ og 1 år med fortsatte mén og nedsat arbejdstid, så denne side må også lige være noget for dem. Øv, jeg var slet ikke klar over, at det tog så lang tid at komme sig over sådan noget. Kendte slet ikke til det, før jeg pludselig var i det. Men jeg vænner mig vel efterhånden til det ...or not?

Et par dage senere
Jeg skal netop ud på mit arbejde i dag og snakke med min leder om min opstart. Jeg har i den forgangne uge været på besøg på skolen nogle gange (jeg er lærer) for at snakke med ledelsen og besøge mine klasser. Det har været en rigtig god måde at starte det hele op på. Bare sådan gå rundt og snuse lidt til det hele igen og fornemme, hvordan hovedet klarede lyset, lydene (når der ikke var frikvarter!!) og alle indtrykkene igen.

Min leder er enormt god til at tage det varsomt med mig, og hun har også selv prøvet at have  hjernerystelse, så der er en forstående vinkel, det er rart. Jeg starter en af de kommende dage med et modul om dagen. I mit skema er der nogle timer, hvor vi er to lærere på i en modtageklasse (med indvandrere), og det er dem, jeg starter med. Så det ikke er mig, der skal forberede undervisningen, og så jeg kan gå, hvis det bliver for meget. Bedre kan jeg ikke ønske mig det. I næste uge er der vinterferie, så da får jeg en pause efter opstarten, og ugen efter er ikke aftalt endnu, men jeg tror den fortsætter som i denne uge.

Det lyder som en rigtig godt forberedt opstart! Tillykke med det. Et hit med en leder, som selv har prøvet at have hjernerystelse. Har du ørepropper? Jeg forestiller mig at det er rart at have på sig, hvis pludselig en flok larmende børn ikke er til at holde ud at høre på ...

Ja, ørepropperne har været mit ”værn” mod omverdenen fra dag ét, da lydfølsomheden hele tiden har været mit største problem i det her. Så ja tak, de er med på arbejde.

 

Efter 3 måneders hjernerystelse
Jeg synes alt i alt, at det går godt med at starte op. Jeg kan ikke komme udenom flere korte hovedpiner i løbet af tiden derude. Og jeg sover også altid nogle timer, når jeg kommer hjem, men så er jeg også rimelig på højkant bagefter. Det føles ikke som "for meget" - endnu i hvert fald. Jeg
lærer dog noget nyt hver uge i forhold til hvordan jeg kan strukturere min dag, så jeg har det bedre, når jeg kommer hjem. Fra nu af hedder det ”ingen opholden på lærerværelset i pauserne”, men i et andet rum HELT for mig selv. Selvom det er svært at vælge den sociale side af sit arbejde fra, endda efter så mange uger væk. Jævnfør de råd I giver på jeres hjemmeside, opdagede jeg nemlig i sidste uge, hvor stor en lise det er at være alene i bare 10 minutter, hvor man kan tillade sig at ligge overkroppen ind over bordet, slappe fuldstændig af og tage et  "powernap". Tak for det :-)

En stor, stor del af æren for min okay opstart skal min ledelse have. Sammen med min læge ligger de simpelthen nr.1 på "hitlisten" over baggrunden for mit humør i den her tid. I en for mig totalt ny verden, at være syg og endda i længere tid. Det er SÅ dejligt med den opbakning.

Jeg har i to uger været på arbejde 4 dage om ugen med 2 timers undervisning om dagen. De udvalgte lektioner er mine normale dobbeltlærertimer (vi er to lærere på). Derudover er min vikar stadig med i disse timer, og hun står for planlægningen og gennemførelsen af undervisningen, så jeg egentlig bare er der.

Alt dette var min ledelses udspil til en mulig måde at starte op på, og den greb jeg med det samme. Siden har de ikke kommet til mig, "opsøgt mig", og det er jeg glad for. For så tror jeg, at jeg ville have følt det som om, de presser mig til at tage næste skridt. Det er mig selv, der har opsøgt dem,
det er en dejlig måde.

Da der var gået en uge med denne form, spurgte jeg forsigtigt, om jeg kunne beholde vikaren med i den følgende uge også. Selvom jeg ved, at det økonomisk jo koster skolen med dobbeltbemanding. Der var kun positiv respons. Min leder sagde; "Det handler om, at du får en god start, og det økonomiske skal du ikke tænke på i den situation. Jeg véd også, at du nok skal være der, når du kan trappe op". Og ja, det er selvfølgelig fordelen for mig også, det ved jeg, at jeg har været på arbejdspladsen i knap 4 år, og at de derudfra kender min arbejdsindsats og -flid.

Det er desuden et kæmpe held, at jeg i år har timer i en modtageklasse (indvandrerbørn), hvor klassen max. rummer 12 elever. For tiden er der 10 elever. I dobbeltlærertimerne deler vi eleverne i to hold og to rum. Dvs. jeg er sammen med vikaren om ca. 6 elever. Dét priser jeg mig lykkelig over. Havde det været en normalklasse med 25 elever, havde jeg for længst måttet overgive mig, lave en retræte, og vifte med det hvide "I surrender" - flag.

I fredags gik jeg så igen til ledelsen for at vende næste uges forløb med dem. Jeg sagde, at jeg egentlig gerne selv ville køre undervisningen i de pågældende timer nu, men at det var svært for mig at forudsige, om tidspunktet og formen var den rigtige. Om de kunne hjælpe mig med idéer og
råd til det. Hertil svarede de; "Det må du gerne, men vi kan også sige, at du står for undervisningen hveranden dag eller at du trapper ned igen enten i løbet af ugen eller ugen efter, hvis du fornemmer, at det er for hårdt". Da de havde gjort sætningen færdig, var jeg næsten parat til at bukke mig
ned og kysse jorden for deres fødder ;-) Ja jeg fik næsten helt tårer i øjnene - jeg forguder de to mennesker :-)

Jeg synes til gengæld, at det er lidt hårdt at blive konfronteret med alle de mange daglige henvendelser fra kollegaer, der sikkert i en god mening og af interesse, kommer hen og spørger, hvordan det går mig i opstarten. Pyha, jeg er SÅ led og ked af at skulle forklare min "diffuse" tilstand hele tiden, ikke nemt ... Og at sove ... ja det kunne alle jo have lyst til efter en lang arbejdsdag … men det her er på en anden måde.

"Giv mig dog ro til at udføre mit arbejde" - har jeg indimellem haft lyst til at sige. Når man er rask, er der endda konfrontationer nok i vores arbejde. Hvordan tror de så det er at passe sit job, når man stadig er syg!! Nu ser jeg lige tiden an, men ellers skriver jeg nok en fælles mail på vores intranet om, at det er sødt med deres omsorg, men at jeg også snart har brug for ro, når jeg er "på" derude. Og tjaa ... hvad angår den tidsmæssige horisont for helbredelsen af denne sygdom, så blev Rom jo ikke bygget på en dag - så ergo; nej, jeg kan ikke svare, at "jo nu efter 2 uger går det helt fint, og at jeg pludselig oplever fremgang og helbredelse" - nærmere tværtimod ;-)

... Og okay, nu siger mit hoved, at jeg skulle have afrundet mailen for længst. Pludselig havde jeg bare så meget på hjerte. Hvis jeg får de "nykker" igen, må jeg skrive det ned i en dagbog i papirforms i stedet for. For det her fremmer ikke min helbredelse ;-)

 

Efter 4 måneders hjernerystelse
Tak for dine mails. Ja det går stadig fint med arbejdet. Jeg har lige rundet den 5. arbejdsuge, stadig på ca. 10 timer om ugen. De 2 første uger uden egen forberedelse og med vikaren på. De sidste 3 uger har jeg selv stået for timerne. 

For 3 uger siden var jeg ved lægen. Jeg sagde, at timetallet var tilpas. Det vurderede hun også - ud fra hvor meget jeg hvilede, hvor ofte jeg havde hovedpine osv. Jeg var i tvivl om, om jeg skulle trappe op. Hun sagde " Nej det skal være stabilt med de få hovedpiner først. Dit hoved skal finde sig tilpas i dette leje inden. Så du skal forblive på dette timetal ind til påske." Og det har jeg så gjort.

Og hvilken herlig, og fornuftig :-), beslutning hun tog. Jeg har de sidste 1 ½ uge haft det rigtig godt. Jeg har ikke haft hovedpine, medmindre jeg vidste, hvad det kom af - computeren er hitteren, jep ;-). Og jeg har opholdt mig længere og længere tid på skolen efter undervisningen uden de store problemer. Jeg sover nu kun 1-2 timer mere end mit normale leje.

I dag skal jeg til lægen igen. Hun sagde til sidste konsultation, at hun ville se mig igen i denne uge, for at vurdere mit timetal efter påske. Hun er en herlig kvinde. Selv tænker jeg i de positive øjeblikke, at jeg godt kan klare at komme på fuld tid. Men nej, det ønsker jeg vist inderst inde ikke alligevel. For det er sikkert en alt for brat overgang. Og det ved jeg, heldigvis, at hun sikkert også vil sige. Så måske 2/3 arbejdstid og uden fællesmøderne. Sådan tænker jeg nok selv. Bare et par uger forhåbentlig ;-)

 

Efter 5 måneders hjernerystelse
Ja jeg hænger i på arbejdet. Takket være min læge trapper jeg stille og roligt op og ikke i ét stort spring fra 12 timer til fuldtid. Som jeg ellers selv mente ville være okay for nogle uger siden.

Jeg har nu 16 undervisningstimer om ugen og trapper over de næste to måneder op til fuld tid. Det kommer til at være en rigtig fin måde at gøre det på. Og så er det jo snart sommerferie :-)

Min smags- og lugtesans "arbejder" også. Så jeg er ret overbevist om nu, at lægen får ret - at den vender tilbage inden for et halvt til et helt år. Herligt :-)

 

10 måneder efter ulykken
Jeg lovede, at du måtte skrive min historie, når jeg var kommet mig helt over hjernerystelsen. Det er jeg så godt som nu :-D

Jeg kom på fuld tid ca. en måned før sommerferien, næsten nøjagtig ½ år efter ulykken. Det gik fint, men jeg havde jo også hele tiden bufferen i underbevidstheden. At det kun gjaldt en måned, så var det sommerferie. I August startede jeg på fuld tid, og det er gået godt.

Jeg mangler lugte- og smagssansen, men det er en detalje. Det gør jo ikke ondt at have mistet den ;-)  Og jeg er nået til det stadie, at jeg tvivler på, om jeg nogensinde får den igen.

 

        51-årig kvinde med 1 års hjernerystelse skriver i september 2006:

Jeg skriver kun kort til jer nu – er for træt til mere p.t. Jeg fik hjernerystelse for et år siden, gik på arbejde i 1½ måned trods hjernerystelse (lider af en forbandet stædighed, er fanatisk idrætspige, 51 år, er lærer - så presset var på alle måder enormt i de 1½ måned)…. Først den dag, jeg knækkede helt sammen og blev sendt hjem af min skoleleder, gik det op for mig, hvor syg jeg var.

Jeg sidder nu nærmest med tårer i øjnene – totalt rørt over jeres fantastiske hjemmeside. Det er ubeskriveligt, kan ikke siges med ord, hvad det betyder for mig at have fundet denne side. I denne her uønskede tilstand føler man sig bare så mutters alene om en masse svært – lever konstant med frygten om, at andre tror det er et psykisk problem, ”hun ser jo godt ud”, ”man kan ikke se det på dig”… nej, for de er gået, når jeg lider, og det kan ses på mig!

Jeg vil meget gerne vende tilbage med min historie, når jeg har lidt overskud.

Foreløbig har jeg skrevet alle siderne ud – glæder mig til stille og roligt at tygge mig igennem materialet. Tusind tak for jeres initiativ!

Update i januar 2007:

Hej. Hvor sker der dog meget spændende på denne hjemmeside! Har ikke kigget meget på siden det sidste par måneder. Jeg har ikke energi til at sætte mig ordentligt ind i hjemmesiden lige for tiden. Er fuldstændig kvæstet efter flytning, jul m.m. Det er sgu da bare alt for skræmmende, at man stadig kan blive sat så langt tilbage, at man føler sig helt lammet og stort set intet kan klare. Jeg er pludselig kommet i tvivl, om det er smart at fortsætte med akupunktur hos min læge... lige før jul gav hun mig en "større omgang, der skulle vare julen over"... jeg har ikke haft det særlig godt siden!!!

Nå, men jeg ville bare give lidt lyd fra mig her på en af årets sidste dage og rose dig for dit fantastiske initiativ med denne side!! Super idé at vi melder ind med gode behandlere, læger, specialister (jeg har nogle stykker, når jeg igen kan overskue at skrive til dig). Idéen med et galleri er genial!!

Jeg har, som sandsynligvis alle andre HR-ramte, kun ÉT STORT ØNSKE FOR 2007, og det er AT FÅ DET BEDRE!!! Gid vi alle må få det bedre!!

Hej. Det lyder hårdt med kvæstet periode - jeg kender det al for godt. Hvordan
passer du på ? Har du regler for dine aktiviteter, fx sætter grænser for hvor lang tid det må vare, og har du fundet en god rytme med at få hvilet ? Mvh T
 

Hej igen. Ang. akupunktur: Efter mindst 2 måneders kvæstet periode p.g.a. flytning m.m., kulminerende med en jul, hvor jeg stort set intet var værd... fik igen  meget ondt på kranieknoglerne, skrækkelige nakkesmerter, konstant ulmende hovedpine, der til tider slog ud i en underlig hovedpine, ekstrem ekstrem træthed... var allerede kvæstet fra "morgenstunden" (sov til kl 10/11), sov 11 - 12 timer i træk... SÅ VAR JEG TIL AKUPUNKTUR HOS MIN LÆGE LIGE EFTER NYTÅR, OG SIDEN HAR JEG LIGE SÅ STILLE FÅET DET LIDT BEDRE. Hun gav mig en meget forsigtig og kortvarig behandling (de andre gange har hun måske gået for voldsomt til den, lige før jul lå jeg med 10 nåle i 20 min.!!). For en uge siden koncentrerede hun sig om hovedet - stak 3 nåle ind forskellige steder i kraniet... det gjorde meget ondt!! Det var som om jeg havde nålene siddende længe efter, de var fjernet. Det kan kun være den behandling, der har ændret på min miserable tilstand - jeg sporer lys igen!

Nej, jeg er ikke god til at sætte grænser for hvor lang tid, jeg må være i gang ad gangen/har ikke regler for mine aktiviteter, har ikke rigtig nogen rytme i min hverdag... Lægger mig ikke straks, når det begynder at sejle/køre rundt oppe i hjernen, trækker den lige lidt, for der er måske noget, som jeg lige MÅ have lavet færdig... Det er svært, fordi vi er i gang med at lave en masse om i huset og på en måde lever i kaos. Jeg er en type, som har svært ved at arbejde struktureret/sætte dagene i system (=på skema). Jeg har altid bare knoklet løs uden hensyn til mig selv... men har også kunnet/haft uanede ressourcer... Nå, men jeg MÅ SE AT FÅ LÆRT!!! Det må være et nytårsforsæt!

Jeg er jo stadig sygemeldt (har været det siden 7. okt. 2005). Hver gang jeg får det lidt bedre, begynder jeg at tro, at jeg er ved at være rask, begynder at lægge planer for fremtiden, drømmer om det ene og andet spændende tiltag, bliver vist også lidt utålmodig og presser mig selv mere end jeg bør - jeg tror, at sådan en type som mig næsten skal bindes på hænder og fødder, så snart der kommer en lille bedring ... hvor har jeg oplevet mange tilbagefald, fordi jeg lige havde en kortvarig bedring og troede jeg med ét kunne meget af det, som jeg længe havde afstået fra ... man bliver så sulten efter at leve/efter at føle snerten af et normalt liv!

Hej V. Godt, så konkluderer jeg, at nogle har nytte af akupunktur og andre ikke (og nogle svingende).

I den opfattelse jeg har hjernerystelse skal man arbejde på to fronter: 1) ikke overbelaste hjernen og provokere tilstanden, 2) arbejde på musklerne, især i nakke/hoved, som hos alle HR'er er anspændte - at få løsnet op dér, kan så gøres med fysioterapi, akupunktur og træning/motion osv. Fordi det giver hovedpiner, svimmelhed, uoplagthed m.m. at være anspændt og sammenfiltret i nakken.

Jo, der er også en 3. front, man må arbejde på: at være mindst mulig i alarm tilstand over situationen. For det stresser hjernen frygteligt. Det er bare temmelig svært, når helt slået ud af hjernerystelsen. Suk.

Det er de 3 fronter, jeg har arbejdet på - og jeg har haft rigtig god fremgang, siden jeg seriøst gik igang for 1 år og 2 måneder siden. Langsom fremgang. Men sikkert. Og jeg har fået et meget mere acceptabelt liv end det første år, jeg havde hjernerystelse. Da havde jeg ikke noget liv ! Alt gled fra mig. (Nå, men du har nok læst min historie "35 årig med cykelstyrt").

Kunne du tænke dig, at få en sparringspartning ? Altså blive matchet med en anden HR'er, som er igang med at tillægge sig nye vaner og få styr aktivitetsniveauet, så hjernen overbelastes mindst muligt. Jeg har i hvert fald haft meget glæde af min veninde/kollega, som fik HR 4 måneder efter mig. Vi har bearbejdet og forholdt os til denne svære tilstand, ved at tale meget om det. Det hjælper til at erkende situationen. Hvilket jo er nødvendigt for at ændre livsstil.
Mvh T

Hej. Ang. sparringspartner, så tror jeg nok, det kunne være en god ide, men hvor mærkeligt det end lyder, så har jeg ikke overskud til det lige p.t. Jeg føler, jeg lige nu har nok at gøre med at komme tilbage på banen - bl.a. hungrer jeg efter igen at se mine dejlige veninder i korte seancer (det er flere måneder siden, jeg sidst så nogen - blev jo helt smadret p g a flytning m.m.), og da jeg kun kan overskue én på besøg ad gangen, så er det et laaaaangt projekt. Den del af mit sociale liv vil jeg godt have bygget op igen, før jeg tror, jeg kan overskue at lukke mere/andre ind. Jeg ved godt, at du med sparringspartner mener, at man gensidigt har glæde af hinanden, MEN alligevel kræver det lidt overskud, før jeg kan involvere mig på den led. Det forpligter jo også Nu kendte du jo din veninde/kollega rigtig godt, så jeg tænker det for dig var mere naturligt - der var ikke nogen "opvarmningsfase". Kan du følge mig? Mvh V.
 

Hej. Fuld forståelse. Det er jo netop hvad der er det umulige i hjernerystelse - man skal gøre et stort stykke arbejde med at lave om på hele den måde, man reagere på og opfører sig på ... og alle vaner, samtidig med at man er total kvæstet i hjernen. Man skal passe på en beskadiget hjerne MED en beskadiget hjerne !!!!

Har du så planlagt at sætte dine veninder m.fl. ind i dine regler ? Nårh nej, du havde jo ikke indført nogen regler.

Når jeg har gæster (eller er på arbejde), så ved alle at jeg undervejs må ligge mig ned og hvile. Medmindre det er noget, som tager under ½ time.

Grunden til at jeg foreslog dig det med sparringspartner, er fordi det lød som om du ....øh, som om du er i erkendelsesfasen. Altså at man skal have set situationen i øjnene, før end man kan tage sig sammen ... og få mobilisere den energi, der skal til, for at kunne ændre sin levevis. Du skrev det med "lige at trække den lidt". Jeg kender godt det dér "jeg skal lige ..." På et tidspunkt indførte jeg det som en advarselslampe: hver gang jeg tænker "jeg skal lige også nå ...", så er det tegn på at hjernen er ved at være flad, og jeg må IKKE gøre mere. I det hele taget fik jeg for vane kun at lave én ting ad gangen, og så hvile. Mens jeg hviler, planlægger jeg så, hvad den næste ene ting skal være.

Faktisk har jeg fået en slags overskud, som jeg ikke havde før hjernerystelsen - hvor jeg bare kørte derud af i højeste gear. Jeg er mere tilstede i nu'et, har mere ro og fordi jeg er tvunget til at foretage prioriteringer, så er jeg mere tilfreds med de ting, jeg laver. Det siger jeg bare for at nævne, at det ikke kun er sur røv at styre sit aktivitetsniveau. Held og lykke med det :-) Mvh T

Hej. Har lige læst din historie. Godt skrevet - og Gud, hvor kan jeg mærke den på min egen krop!!! Hvor er det lykkeligt, at det sådan har rykket hen over de sidste måneder. TILLYKKE!!!

Jeg bliver sgu helt glad af at læse det! Jeg kan godt se, at jeg må tvinge mig selv til meget mere disciplin - det må være vejen frem. MEN, hvor er det da belastende og hæmmende for ens livsførelse, at man ikke "kan gå mere end 2-3 timer på literen, før der igen skal tankes op med et hvil". Jeg har mange gange tænkt på, at det var lige som da jeg havde spædbørn, og ud-af-huset arrangementer skulle indrettes efter deres søvnrytme - ja sandt at sige, sådan føler jeg mig nu, som et lille sart spædbarn!

Når du kunne lære det, så kan jeg vel også ;-)... at sætte regler! Jeg kan jo fornemme, at du også tidligere har været i stil med mig - med uanede kræfter og bare derudad i højeste gear... jeg kan sagtens følge dig i, at du nu har lært at være i nu´et m.m. Jeg er også overbevist om, at der må komme noget godt ud af det forbandede uheld/alle de forbandede smerter, lidelser og afsavn i den sidste ende - det siger min læge også ofte til mig. Hun er heldigvis god! Mvh V.

Update, April 2007
Jeg er blevet meget bedre til at passe på mig selv. Jeg får hvilet fint hver dag - og hvis det ikke kan lade sig gøre af den ene eller den anden grund, så mærkes det straks næste dag... Jeg tror, jeg kan sige, at jeg har lært mig selv bedre at kende/lært at leve med mit "handicap".

Jeg har følt fremgang over de sidste uger, har klaret flere sammenkomster i påsken, hvor alle har registreret, at jeg var ved at ligne mit gamle jeg med nærvær og engagement - nød også i den grad at kunne være meget mere med socialt. MEN MEN det har alligevel tæret på ressourcerne - i denne uge skal jeg pludselig igen sove meget mere/bliver hurtigere træt... Det er lidt ØV! Det er lige som om, jeg så igen skal bygge mig selv op!

Jeg blev jo for lang tid siden fyret med virkning fra 1. april. Så jeg har haft fat i Kommunen, fordi alle havde givet mig det indtryk, at jeg kunne få førtidspension. Jeg havde tænkt, at det kun skulle være for en periode, indtil jeg kunne påbegynde et eller andet arbejde et par timer om dagen, for sådan har jeg det nu bedst (at komme ud og være en del af arbejdsstyrken). Jeg fik negativt svar fra Kommunen - min lidelse kan ikke kaldes "varig lidelse", derfor ingen ret til socialpension! Nu føler jeg mig presset ud i en arbejdsprøvning (alt for tidligt) p.g.a. økonomien... Så kan jeg igen forværre min tilstand - og så går der endnu længere tid, før jeg er klar til at komme ud på arbejdsmarkedet. Hvad fanden er det for et stift system!!!  For øvrigt har kommunesammenlægningen skabt så meget kaos/så meget bøvl også for mig - ikke styr på noget, i januar anede ingen hvor min sag var, hvilken sagsbehandler jeg tilhørte... der har været så meget kaos, uvidenhed, forvirring m.m. i systemet.